mandag 12 maj 2014 - Ansager
Pinligt i Horne - Kanon mod Nr. Nebel
Fodbold: Ansager serie 4

Jeg vil gerne lige starte med at undskylde for manglen af mine referater. Grunden til dette er, at jeg har skiftet internet udbyder og derved har været uden internet i en periode. Det skulle virke igen nu. :-)

Lørdag den 3. maj kl. 16.00 spillede vi kamp i Horne. Jeg kunne skrive flere sider om alle de fejl og hvor ringe vi var derude, men det vil jeg spare jer for. Jeg vil konstatere, at det var en pinlig indsats af os. Slet ikke godt nok. Vi startede dårligt og fandt aldrig vores spil. Horne kom foran 1-0 i 1. halvleg. De fik herefter et gult kort, som efter min mening skulle have været direkte rødt. Med en mand i overtal fik vi skabt et pres på dem, hvilket gav bonus i form af et straffespark. Hornes forsvarsspiller tog bolden med hånden i feltet som sidste mand, hvilket efter min mening også skulle have givet rødt kort. Men nej - ikke engang et gult kort. Chris Jakobsen brændte desværre straffesparket og vi kom aldrig ind i kampen.

Jeg skiftede 3 mand i pausen, hvilket hjalp lidt på indsatsen. VI fik desværre aldrig scoret og tabte 2-0, idet Horne scorede til sidst i kampen. Henrik Larsen fik sidst i 2. halvleg et dumt gult kort. Nok lyder det som om, at jeg ikke var tilfreds med dommeren, hvilket er korrekt, men det skal ikke være nogen undskyldning for vi tabte. Vi var ganske enkelt pinlige at kigge på, og vi havde intet fortjent i den kamp. Kampens spiller blev Mads Larsen på venstre kant.

Det eneste positive vi kunne nyde i Horne var den gratis kasse øl, som Hjørnekroen havde sponsoreret til turen. En kold fra kassen til hver skabte en hurtigt fællesskål og positiv ånd tilbage i omklædningsrummet. Hvad skulle vi gøre uden Hjørnekroen? - måske ville vi dø af tørst? :-) Vi takker og skåler - flere gange :-)

Ugen efter var vi alle meget trætte af det resultat mod Horne. Spillerne mødte dog som altid op til træning og vi fik rettet nogle emner og blev derved klar til fredag d. 9 maj, hvor vi mødte Nr. Nebel på hjemmebane. Vi vandt 4-0 over dem i træningskampen inden sæsonen. Vi kom foran 1-0 i midten af 1. halvleg. Henrik Larsen vandt et hovedstødsduel på midten og headede bolden videre til Bjarke Klausen, som headede den videre til Chris Jakobsen, der tog bolden foran en forsvarsspiller. Alene igennem med målmanden scorede Chris sikkert ved at loppe bolden og målmanden. 1-0. FLot mål. Det blev 2-0 inden halvlegen, da Henrik Larsen med et venstre bens langskud sparkede bolden i det lange hjørne. Kanon mål. Nr. Nebel blev midt i 1. halvleg reduceret til 10 mand, da de fik et gult kort. Det fik de ligeledes et igen 1 min. før pausen.

I halvlegen snakkede vi om, at 2-0 er en farlig føring ( Citat: Richard Møller Nielsen), og at vi de første 10 min. ville være en mand i overtal. Det skulle vi udnytte til at lukke kampen til 3-0. Kim Klausen scorede til 3-0 i starten af 2. halvleg og kampen var lukket. Nr. Nebel reducerede til 1-3 inden Chris Jakobsen og Bjarke Klausen lukkede kampen med et mål mere hver. Chris scorede et smukt langskudsmål og lagde op til Bjarkes mål, hvilket var medvirkende til, at Chris også fortjent blev valgt af sine holdkammerater som kampens spiller.

Næste kamp er meget afgørende for hvilken del af tabellen, som vi vil være en del af. Det er tirsdag den 13 maj på udebane mod ærkerivalerne fra Krogager. Kampstart kl. 18.30. Kom og støt jeres lokale serie 4 hold. Det har vi brug for.

Træner, Magnus Hansen

vist 597 gange