Stuvende fuldt i påsken. Folk ind fra gaden på hverdagsaftener. Og en kalender booket med selskaber hver weekend. Ansager Hotels nye forpagter Caspar Theis Hansen er ikke kommet sovende gennem åbningen af hotellet, hvor lokalbefolkningen lader til at holde det løfte, de gav ved åbningsreceptionen for en måned siden: Vi vil bruge hotellet. – Jeg er stadig overvældet, og siden åbningen har vi ikke haft en eneste nul-dag endnu, altså en dag uden gæster. Der er virkelig tryk på, og det er herligt, siger Caspar Theis Hansen, som Ugeavisen Ansager-Helle fanger i den halve time, han lige har i bilen imellem to konfirmationer søndag.
– Den her weekend er den første, hvor vi ikke har selskaber i huset, men så har jeg til gengæld taget noget »ud-af-huset« ind. Jeg har lige serveret mad ved en konfirmation i Skanderborg, fortæller Caspar Theis Hansen.
Mors-dags-menu
Han har ansat en elev og en i fleksjob, så de kan aflaste ham og tjeneren Rikke. For der er meget at ordne med de mange gæster, og så er Caspar Theis Hansen desuden kommet galt af sted til fodbold:
– Jeg har skadet min ankel og skulle egentlig gå med krykker. Men dem smed jeg ret hurtigt, nok også for hurtigt. Men så kom de oppe fra lægehuset for at spise, og så løb en af dem lige hjem efter en støttestrømpe til mig. Den har jeg på nu, men hold fast hvor gør det ondt at få sådan en på, ler Caspar Theis Hansen.
Han er meget taknemmelig for den store opbakning, og så glæder han sig til at fejre Mors Dag på hotellet søndag, hvor man kan bestille bord og få en særlig treretters »mors-dag-menu« med ørred-foret, kalveculotte og rababerconsommé.
Mai M. Christensen, Ugeavisen Ansager-Helle uge 19
Udvalgte nyheder
- Den 2. kl. 20.30Kick-off møde: NENUC Hestekonference 2025
Husk kick-off mødet om hestekonferencen i februar 2025!
- Den 19. kl. 20.49Hotel: Diva Music fredag d. 1. november
Velkommen til en storslået musikalsk aften fyldt med fjerboaer og pailletter!