En tidligere holdkammerat i Ansager ved navn Lars Guldager Dyhr - kendt fra Dyhr Media, udtalte engang: "Den korteste vej for et serie hold til europæisk fodbold er igennem pokalturneringen". Lars udtalte dette i forbindelse med en pokalkamp i Hunderup for mange år siden. Vi endte i den kamp i straffesparkskonkurrence og efter Lars havde afgjort det hele, jublede han glidende hen over græsset på knæene, mens han råbte: "Europa vi er på vej". Vi røg ud af runden efter det år, så vidt jeg husker :-)
Tirsdag den 29. april spillede vi pokalkamp mod Vostrup serie 5 i Vostrup, som ligger tæt ved Tarm. Vostrup er en lille klub, som startede i serie 6 sidste år. De vandt alle deres kampe i serie 6 med en samlet målscore på 66-8 og rykkede derved op i serie 5. I serie 5 har de vundet 2 kampe og spillet en uafgjort. Et ungt hold bestående af gode spillere, som har samlet sig fra flere storklubber. Der var lagt op til en tæt kamp og det blev det. Vi startede kampen elendigt og kom bagud 1-0. Helt fortjent. Vi arbejdede os tilbage ind i kampen og Nicolaj Bjerrum slog et flot indlæg ind i feltet. Jacob Søgaard kom først på indlægget og forlængede det videre over bagerst i feltet, hvor Mads Strebel Larsen stod helt fri. Mads tæmmede bolden og scorede til 1-1, hvilket var fortjent. 3 mål i 2 kampe af Mads, som virkelig er kommet i gang og er i god form. Vostrup fik et gult kort og vi havde flere store chancer i overtals perioden. 8 min. før pausen fik Morten Jørgensen et ufortjent gult kort. 1-1 var stillingen ved halvleg.
I 2. halvleg blev vi efter 2 minutter fuldtallig. Morten kom på banen igen efter sit gulekort. Vi kæmpede videre og havde bolden klart mest. Vi skabte gode chancer, men som i de sidste mange kampe, har vi skulle bruge mange chancer for at lave mål. Jacob Søgaard fik bolden og med par smarte driblinger kom han ind i straffesparksfeltet, hvor han blev skubbet i ryggen - straffe til os! Chris Jakobsen sparkede sikkert bolden ind til 2-1. Vi kæmpede videre, men Vostrup fik udlignet til 2-2, som blev slutresultatet. Kampen skulle derved afgøres i en straffesparkskonkurrence.
Vi sparkede først:
Nicolaj Bjerrum brændte - Vostrup scorede. Jacob Søgaard scorede - Vostrup brændte (en fremragende redning af målmand Sune Olsen) Chris Jakobsen brændte - Vostrup Scorede. Morten Jørgensen scorede - Vostrup brændte. Philip Jørgensen brændte - Vostrup scorede.
Vores pokaleventyr var slut - Kampens spiller / pokalfighter blev fortjent Jacob Søgaard, der spillede en fremragende kamp og virkelig begynder at ramme sin gamle form igen.
Næste kamp for serie 4 er på lørdag i Horne kl. 16.00 - Kom og støt holdet mod endnu en vigtig sejr.
Magnus Buhl Hansen