fredag 18 apr. 2014 - Landistrikter
Stort potentiale i autocamperturisme
Antallet af autocampere har været stærkt stigende over de sidste 10-20 år, både i Europa og i Danmark
Antallet af autocampere har været stærkt stigende over de sidste 10-20 år, både i Europa og i Danmark Foto: Colourbox
Landdistrikterne kan hente millioner ved at gå nye veje på turismeområdet og for eksempel udvikle faciliteterne for autocampere

Kystturismen omsætter for tæt på 50 milliarder årligt, men der skal tænkes nyt, hvis turisterne fortsat skal strømme til.

Et af de områder, som er i stor vækst er autocamperturismen – ikke bare i Danmark, men også i stor stil i vores nabolande. I Tyskland er der næsten en halv million autocampere, og der kommer 25.000 nye til hvert år. I en ny analyse fra Videncenter for Kystturisme vurderes det, at autocamperne allerede i dag lægger 350 millioner i Danmark, og at der på kort sigt er potentiale for en vækst på 25 procent.

”Det her viser, at vi skal afsøge alle hjørner af turismeindustrien. Med et fokus på gode forhold for autocamperne kan man med ret få midler skabe en stor omsætning. Folk med autocampere bliver i lang tid og bruger gerne penge og så søger de netop den smukke natur, som vores yderområder er så rig på,” siger minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen.

Analysen viser også, at folk med autocamper ikke er specielt krævende. De kommer selv med det meste, og med en god plads med adgang til vand og kloak kan en landbyer tiltrække de mobile turister.

”Her er der en mulighed for landsbyer i naturskønne omgivelser eller de små havnebyer uden de store investeringer kan skabe omsætning og arbejdspladser. Det kommer ikke af sig selv, men med analysen har vi fået et godt udgangspunkt for at udvikle også denne form for turisme,” siger Carsten Hansen.

Liv og Land, pressemeddelelse

Læs mere her: www.livogland.dk

vist 590 gange