søndag 22 dec. 2013 - Ansager
Året der gik - 2013
Ansager en by i forandring

Hvilket forrygende år for Ansager. Ansager er i forandring. Intet er mere, som det var. For nogen går det for hurtigt for andre kan det ikke gå hurtigt nok.

Forvandlingen kommer ikke af sig selv eller fra Kommunen. Tro det eller ej, vi er selv vågnet op og vil tage del i vores bys udvikling, og det så meget at der bliver lagt mærke til os udefra.

Hvad er det, der er sket i årets løb? Der er hændt så meget, at noget er glemt. Derfor et tilbageblik på året som det kunne opleves på ansager.info

Året begynder med en butikslukning. Din Tøjpartner lukker efter 16 år i byen. Faldende omsætning gennem flere år er årsagen. Kort efter kommer turen til Ansager Møbler, hvor alle medarbejdere bliver sendt hjem og fabrikken erklæret konkurs. En epoke er ovre.

I tøjbutikkens forladte lokaler flytter genbrugsbutikken ind og byder velkommen med kaffe og kage, og kort efter får vi genbrugsbutik nummer to i byen.

Den negative stemning efter lukningerne vender lige med ét den 7. marts. Flagene bliver hejst og der er fest i byen. Hotellet har fået en million kroner af Byggeriets Ildsjæle til den videre renovering. Samme måned bliver Niels Haahr Larsen kørt i stilling som byens kandidat til det kommende kommunalvalg. Håbet er, at Ansager endelig kan blive enige om at stemme på den samme kandidat, så vi dog får én fra byen valgt.

Vi ser i april lærerne fra skolen i en uvant rolle. Lærerne er lockoutet og arrangerer små happenings rundt om i byen og hænger plakater op.

Vi har en velfungerende bokseklub i Ansager. Det blev pludselig meget synligt, da Sean Larsen fra klubben blev udtaget til VM.

Allans Dinér åbner en delikatessebutik i den smagfuldt renoverede bygning i Nørregade. Marianne fra tøjbutikken står bag disken i den nyåbnede butik.

Måneden efter åbner endnu en specialbutik. Vi kan nu få superfrisk fisk hver weekend i Peer Tofts fiskebutik. Med whiskybaren i Smagsgalleriet, en kreativ blomsterbutik og de to nyåbnede butikker, har vi faktisk en imponerende række specialbutikker i byen.

Det nye plejehjem er færdigbygget og beboerne er flyttet ind. Plejehjemmet er tænkt som en landsby i landsbyen og indvies med taler af borgmester Gylling Haahr.

Vinteren over har en lille gruppe i det stille siddet og puslet med Ansagers fremtid. Planen for fremtiden lægges frem på et møde på hotellet, hvor alle er indbudt til at deltage. I en efterhånden næsten euforisk stemning med champagne og festmusik af Neighbours, bliver planen for fremtiden vedtaget og foreningen Ansager Byudvikling stiftet.

I et af byens omdrejningspunkter Skovlund-Ansager Hallen, er der alt imens kommet en ny medarbejder. Golden retrieveren "Mollie" er ansat som vagthund.

Mariefestival er pludselig rykket tæt på. Men hvad er det egentlig for noget, med den festival. Vi ved ikke helt, hvad vi kan forvente og alligevel er forberedelserne i fuld gang overalt i byen.

Vi skal lige have klaret varmeværkets 50 års jubilæum, som fejres med spisning i hallen, inden det går løs med Mariefestival og pælesidning og alt sammen på samme tid. Der er næsten ikke folk nok i byen til både at være frivillig og deltager ved de to samtidige arrangementer. Men heldigvis strømmer publikum til udefra og snart summer det af liv og musik over hele byen.

Inden vi har fået armene helt ned efter de herlige festivaldage, vinder vort damehåndboldhold tillige Vejle Cup.

Det går godt for Allans Dinér, så godt at der ansættes endnu en kok og en butiksslagter. En påmindelse om, at vi er under pres som lokalsamfund, får vi i oktober. Døgnkiosken drejer nøglen og lukker ikke op igen.

Går det nu reglementeret til med ombygningen af hotellet? Arbejdstilsynet med politi ankommer på uanmeldt besøg. Der var ikke noget at komme efter og ombygningen fortsætter på fuld tryk. Stilladset om hotellet holder også til den kraftige storm sidst i oktober.

Det bliver valgdag og det lykkes at få Niels Haahr valgt ind i byrådet endda noget så eftertrykkeligt. Det virker, når vi står sammen.

Bodil kommer på besøg. Vi oplever endnu en orkan, som får dette pigenavn. Busstoppestedet flyttes tilbage til holdepladsen ved den gamle station efter en kort visit på torvet. I klubhuset på stadion er der endnu engang indbrud.

Det var årets gang på ansager.info. Ikke alt er med, ikke alt er nævnt. Og til alle jer, der arbejder for at Ansager fungerer i det daglige og i fremtiden. I er ikke direkte omtalt, for hvor skulle man begynde og slutte, men stor respekt herfra.

Gå selv på opdagelse på ansager.info og se, hvad året kunne byde på. Du kan bladre måned for måned og gense de mest læste indlæg:

 2013 januar mest læste 

Hvad kan vi vente af 2014?

Det bliver spændende at få de første meldinger fra Ansager Byudvikling, hvor rigtig mange fra byen er fuldt involveret i et hav af projekter, der skal gøre Ansager til et endnu bedre sted at bo.

Hvem er flyttet ind i møbelfabrikken. Der er igen liv i bygningerne. Mon ikke vi hører mere til det?

Hvad med skydebanen. Kommer der gang i støjdæmpningsprojektet med de høje jordvolde?

Mariefestival nummer to. Nu ved vi, hvad det hele går ud på. Det kan kun blive godt!

Måske bliver det noget helt uventet, som fanger alles opmærksomhed i det nye år. Hvem ved, alt er muligt i en by i forandring.

Tak for i år og tak til de mange, som har bidraget med tekster og billeder.

Karsten Madsen

vist 758 gange