tirsdag 26 nov 2013 - Skovlund
Dumme LED-lys og Lucia-brude der drikker øl
Søn og far, Anders og Ole Søgaard.
Søn og far, Anders og Ole Søgaard. Foto: Ugeavisen Ansager-Helle
Om kun fem dage går Skovlunds egen julekalender i luften.

Bag den ligger timer og atter timer med filmoptagelser, redigering og herlig improvisation. Den tilhørende papjulekalender kan stadig købes.

Selv om bynavnet Skovlund ikke nævnes en eneste gang i julekalenderen »Jul på Udkantskroen«, og selv om den da også kunne handle om enhver anden lille by i Jylland, vil Skovlund-indbyggerne givetvis kunne kende skolen, tankstationen og flere andre steder, som medvirker i de 24 afsnit.

For julekalenderen er en vaskeægte Skovlund-produktion, som primært folkene fra teatergruppen Fatamorgana står bag, og som nu bliver sendt gennem hele julemåneden via hjemmesiden skovlund.dk. Optagelserne har kostet hjerteblod, kampsved og glædestårer for de medvirkende, både dem foran og bag kameraerne. Gennem de sidste to måneder er der blevet spillet og filmet, spillet og filmet, og sideløbende klippet og redigeret, og det hele på frivillig basis.

Centrum har været kulissen med Udkantskroen, som er bygget op i multicentret, og hvor hovedpersonerne Preben, Karl og Alene-Lene, spillet af Martin Kristensen, Torbjørn Tyndkjær-Thomsen og Laila Pedersen, lader den sorte humor og de tørre kommentarer flyde i stride strømme.

– De fede ved at filme er, at vi har haft plads til masser af improvisation og nye idéer undervejs. For eksempel kom det til mig en nat, at vi da skulle lade Preben drikke om kap med en af Lucia-pigerne. Så lavede vi lige afsnit 13 sådan, at dét kom med. Lucia-pigerne drikker øl, og en af dem udfordrer så Preben, som jo er en hurtig-drikker, siger Ole Søgaard, der sammen med Torbjørn Tyndkjær-Thomsen er manuskriptforfatter.

Måske fri 24. december

Bjarne Holm instruerer, og Anders Søgaard står for det enorme arbejde med at filme og klippe sammen. Et arbejde, der har beslaglagt de fleste af hans vågne timer i mange dage.

– Jeg har en drøm om, at vi måske kan holde fri 24. december, ler Anders Søgaard, som godt kan sidde og finpudse på afsnittene helt frem til, de skal sendes.

– Og kommer der sne i december, er der lige et par scener, vi skal filme om igen, så vi kan få sneen med på billederne, smiler han.

Firmaer har bakket flot op

Folkene bag julekalenderen glæder sig over, at det har været en snild sag at sælge de reklameklip før julekalderen, som lokale virksomheder har kunnet sætte sig på. De nåede ikke engang at spørge alle forretningsdrivende i Skovlund, før de 24 afsnit var afsat.

Nu er det håbet at få solgt flere af de papjulekalendere, som er lavet i forbindelse med julekalenderen, og som også støtter de frivillige teaterfolk økonomisk. Der har måttet købes mere tv-udstyr hjem, og så har der været udgifter til kulisser og bespisning undervejs.

– Alle har sagt »Ej, hvor er det bare så fedt, at I laver en julekalender«, og opbakningen har virkelig været stor. Nu er det spændende at se tallet for, hvor mange der går ind på nettet hver dag og ser et afsnit. Vi har nok hver især et tal i hovedet, som er det antal seere, vi håber på, siger Ole Søgaard.

Julekalderen vil blandt andet gøre grin med irriterende LED-lys i gadelamper, posthus-afdelinger i Brugsen, billige rumænske håndværkere og kommunesammenlægningens »indianer-reservater« med de indfødte. 

Af: Mai M. Christensen - Ugeavisen Ansager-Helle uge 48

vist 709 gange