Fremvisning: Ny faunapassage giver fisk adgang til 45 kilometer

Ansager Landevej 27
Se de nye vandløb ved Krogager Dambrug, som denne dag åbner for offentligheden.

Billund Kommune har skabt fri passage i Ansager Å og Nørrebæk ved det tidligere Krogager Dambrug. Det markeres med en offentlig fremvisning af vandløbsprojektet mandag den 31. august 2026 kl. 16-18 på Ansager Landevej 27, 7200 Grindsted.

Det tidligere dambrug åbner ekstraordinært for offentligheden denne dag, hvor besøgende kan se de nye vandløbsforløb.

I de sidste 1000 år har mennesker bremset vandet i åer, vandløb og søer for at udnytte dets kraft til mølledrift, dambrug, elproduktion og engvanding. Det har imidlertid haft en pris for naturen.

Derfor formulerede EU for cirka 25 år siden et vandrammedirektiv, som skal bringe åer og vandløb tilbage til deres naturlige tilstand. Billund Kommune arbejder med at implementere Vandområdeplan 3, der skal genskabe de naturlige forhold for kommunens åer og vandløb.

”Dette projekt er led i en række projekter, som har skabt og skal skabe passage i vores vandløb og åer. Alle med det formål at skabe bedre levevilkår for både fisk og smådyr. Ved at skabe fri passage for fiskene har vi forbedret mulighederne for, at fisk som laks og ørred kan gyde. Det er til gavn for både dyr og planter,” siger Robert Terkelsen, formand for Teknik-, Plan- og Klimaudvalget.

Fjernelsen af de to opstemninger i Nørrebæk og Ansager Å er sket i samarbejde med ejeren af Krogager Dambrug. Dambruget har været gennem to generationsskifter, og gennem de seneste 13 år har der været dialog om den bedste løsning, så vandet igen kunne strømme frit.

Vandløbsprojektet gik i gang i sommeren 2024. De to tidligere opstemninger blev erstattet af to nye forløb hen over det tidligere dambrugsareal. Det har gjort det muligt for fisk at bevæge sig videre op i de næste 45 kilometer vandløb.

Vandløbsprojektet fremvises mandag den 31. august 2026 kl. 16-18 ved det tidligere Krogager Dambrug, Ansager Landevej 27, 7200 Grindsted.

vist 138 gange  

Udvalgte nyheder

torsdag 3. sep. 2026 - Ansager
Kirsten og Poul Erik Vedstesen takker for opmærksomhed, mad, betjening og korsang.
tirsdag 1. sep. 2026 - Ansager
Generalforsamlingen holdes 2. september 2026 på Ansager Hotel med otte punkter på dagsordenen.
onsdag 12. aug. 2026 - Ansager
To unge rådyr øvede stangning i skoven, mens Erik Jessen filmede fra få meters afstand.