
Bestyrelsen på Kvie Sø Efterskole har ansat 50-årige Torben Linden som ny forstander pr. 1. august 2026.
Torben Linden kommer fra en stilling som viceforstander på Sydvestjyllands Efterskole i Bramming, hvor han gennem de seneste otte år har været en del af skolens ledelse. Herudover har han mange års erfaring som underviser og efterskolelærer med særligt fokus på fællesskab, trivsel og unge med forskellige læringsforudsætninger.
Bestyrelsesformand Peter Fog glæder sig over ansættelsen:
”Vi er meget glade for, at Torben Linden har sagt ja til at blive ny forstander på Kvie Sø Efterskole. Vi oplevede gennem ansættelsesforløbet en tydelig, nærværende og værdibåret leder med stor erfaring fra efterskoleverdenen. Torben kommer med stærke kompetencer inden for både ledelse, undervisning og samarbejde, og vi ser frem til at udvikle skolen sammen med ham.”
Torben Linden glæder sig til at tage fat på opgaven:
”Jeg brænder for efterskoleformen og for at skabe rammer, hvor unge mennesker kan vokse og lykkes i fællesskab med andre. På Kvie Sø Efterskole oplevede jeg en skole med stærke værdier, engagerede medarbejdere og en vigtig opgave i forhold til unge med særlige læringsforudsætninger. Det vil jeg meget gerne være med til at videreudvikle.”
Efter syv gode år med Lars Lærkesen Holm som forstander står skolen nu foran et naturligt generationsskifte i ledelsen. Bestyrelsen ser ansættelsen af Torben Linden som en mulighed for både at bygge videre på skolens stærke fundament og samtidig samle og udvikle Kvie Sø Efterskole i de kommende år.
Torben Linden er uddannet lærer fra Ribe Seminarium og har gennem sit arbejdsliv været dybt engageret i efterskoleverdenen, ledelse og frivilligt arbejde.
Privat er han gift med Bettina, og familien forventer at flytte til området i forbindelse med tiltrædelsen.
Pressemeddelelse



