Hvem husker fundene i Åparken i Ansager?
tirsdag 21. apr. 2026 - Ansager
Konserveret trælåg fra vikingetidsfund i Åparken, tidligere udstillet på Ølgod Museum
Konserveret trælåg fra vikingetidsfund i Åparken, tidligere udstillet på Ølgod Museum Foto: Ølgod Museum
Ansager Lokalhistoriske Arkiv søger minder, oplysninger og måske billeder fra de opsigtsvækkende fund af grav og brønd i slutningen af 1970’erne.

Ansager Lokalhistoriske Arkiv håber nu at komme i kontakt med borgere, der kan huske de arkæologiske fund, som blev gjort i forbindelse med gravearbejde og udstykning i Åparken i Ansager.

I december 1978 blev der fundet en grav, omtalt i avisen under overskriften “1.000-årig velbevaret egeplanke”. Her blev fundet beskrevet som en mulig 1.000-2.000 år gammel grav, og det hed, at den blev fundet i et hjørne af Åparken.

Senere, i foråret 1979, dukkede endnu et bemærkelsesværdigt fund op samme sted. I avisen blev det omtalt under overskriften “Velbevaret brønd fra vikingetiden fundet i Ansager”. Her fremgik det, at brønden blev fundet umiddelbart ved siden af en velbevaret egeplanke, og at der var tale om en meget velbevaret brønd med en brøndkappe af egetræsplanker.

Artiklen oplyser også, at brønden blev dateret til omkring år 1000, og at fund af blandt andet jernslagge og myremalm kunne tyde på, at der på stedet har været aktivitet med jernudvinding. Brønden lå ifølge omtalen på en parcel i den østlige del af Ansager by, og dens bund befandt sig cirka to meter under den daværende overflade.

Nu vil Ansager Lokalhistoriske Arkiv meget gerne høre fra alle, der kan huske noget om fundene.

Arkivet søger især svar på:

  • Hvor i Åparken lå stedet helt præcist?
  • Hvor blev graven og brønden fundet?
  • Hvad var der at se på stedet?
  • Var der udgravning, afspærring eller mange mennesker samlet?
  • Er der nogen, der tog billeder eller på anden måde gemte oplysninger fra fundene?
  • Selv små minder kan være vigtige. Måske boede du i området dengang. Måske fulgte du arbejdet tæt. Eller måske har du hørt om fundene fra familie, naboer eller tidligere beboere.

    Ansager Lokalhistoriske Arkiv hører derfor meget gerne fra alle, der kan bidrage med oplysninger om fundet af graven i december 1978 og brønden i foråret 1979. Kontakt: mail@ansager-arkiv.dk.

    vist 1631 gange