Et nyt kombi-bibliotek på vej i Ansager?
torsdag 23. okt. 2025 - Ansager
Lokal arbejdsgruppe håber at gøre drømmen om et fælles bibliotek og samlingssted til virkelighed.

Gennem flere år er der blevet arbejdet for at få et bibliotek til Ansager igen. Først var det Kirsten Juul-Andersen, der stort set alene og utrætteligt arbejdede for sagen. En vedholdende og ihærdig indsats gjorde, at Kirsten Juul-Andersen fik flere med og dannede en arbejdsgruppe under Ansager Byudvikling.

Udover Kirsten stødte de tidligere lærere Merete Sandberg og Hanne Klausen til og dannede en arbejdsgruppe med deltagelse af Frank Sørensen fra Ansager Byudvikling. Jeg blev som det lokale byrådsmedlem inviteret med i 2022 for at bidrage med de politiske muligheder og virke som brobygger til det kommunale system. En spændende opgave – hvordan skulle det være, og hvor skulle lokalerne findes?

Arbejdsgruppen besøgte det nye kombi-bibliotek i Nr. Nebel sammen med en repræsentant fra skolebestyrelsen, Morten Hansen. Tanken om en placering på skolen var nærliggende, når biblioteket skulle henvende sig til både voksne og børn. Ansager Byudvikling rettede derfor henvendelse til Forvaltningen i 2023 for at få mulighederne belyst – godt bakket op af Skovlund-Ansager Udviklingsråd, Ansager Borgerforening m.fl.

Der har været et fortræffeligt samarbejde med skoleledelsen – først med Jens Skousboe og nu Rikke Hymøller – om en mulig placering på skolen og de muligheder, det åbner. Også en engageret indsats af Morten Hansen fra bestyrelsen og nu Dennis R. Nielsen, efter at Morten er udtrådt af skolebestyrelsen, har været en stor hjælp.

Erfaringerne fra andre kombi-biblioteker på skoler viser gode resultater med flere udlån, større læselyst og fordybelse hos børnene. Samtidig mødes generationerne på biblioteket, hvilket bidrager positivt til lokalsamfundet.

Der er tænkt en placering i den østre ende af Ansager Skole ud mod Østergade, og der er igen rettet henvendelse til forvaltningen. Placeringen passer godt med skolens behov for omplacering af faglokaler og fornyelse af et nedslidt madkundskabslokale. Vi ser frem til en konkret drøftelse af mulighederne for at få et kombi-bibliotek til Ansager – et nyt samlingssted, der inddrager skolen endnu mere i lokalsamfundet.

Det er både interessant og berigende at få lov at deltage i arbejdsgruppen, og jeg vil naturligvis også arbejde politisk i byrådet for, at vi kan få det til at lykkes.

Per Thisted
Byrådsmedlem (V) og kandidat nr. 10 på Venstres liste
Vibevej 11, Ansager
Tlf. 29680929
Mail: pthb@varde.dk

vist 2250 gange