75 mio. kr. til lokale mødesteder
torsdag 16. okt. 2025 - Danmark
Nordea-Karleby og Omegns Landsbyforening har modtaget 875.000 kr. fra Nordea-fondens renoveringspulje.
Nordea-Karleby og Omegns Landsbyforening har modtaget 875.000 kr. fra Nordea-fondens renoveringspulje. Foto: PR Nordea-fonden
Nordea-fonden genåbner pulje til renovering og bæredygtige forbedringer over hele landet

Nordea-fonden har genåbnet Renoveringspuljen, som skal puste nyt liv i lokale mødesteder over hele landet. Forsamlingshuse, idrætshaller, kultur- og medborgerhuse kan søge mellem 200.000 kr. og 1 mio. kr. til energirenovering, reparation, istandsættelse og opgradering af faciliteter. Ansøgningsfristen er den 18. december 2025.

Nordea-Karleby og Omegns Landsbyforening har allerede modtaget 875.000 kr. fra puljen. Over hele landet summer mødesteder af aktivitet, men mange trænger til en kærlig hånd. Utætte vinduer, manglende tilgængelighed og behov for klimasikring er blot nogle af udfordringerne.

Nordea-fonden ønsker at hjælpe landets mødesteder med at blive mere tilgængelige og skabe holdbare rammer for fællesskab og aktivitet i lokalsamfundet.

”Vi vil give de lokale mødesteder en hjælpende hånd, så de kan stå stærkere og udvikles med større fokus på miljømæssige og sociale hensyn i fremtiden, og fortsat være vigtige omdrejningspunkter for fællesskaberne,” siger Nordea-fondens adm. direktør, Henrik Lehmann Andersen.

Gennem Renoveringspuljen kan der søges støtte til energibesparende og miljøvenlige løsninger samt forbedret tilgængelighed, fx handicapramper og akustikforbedringer. Der lægges desuden vægt på projekter med genbrug og upcycling af byggematerialer, bevaring af eksisterende bygningselementer og inddragelse af brugerne.

Lokale ildsjæle, foreninger, selvejende institutioner og kommunale aktører kan søge støtte til bæredygtige projekter, der løfter mødestederne til lokale kraftcentre for fællesskab og aktivitet.

Læs mere om puljen her

Fakta om Renoveringspuljen

  • Samlet pulje: 75 mio. kr.
  • Ansøgningsperiode: 8. oktober – 18. december 2025
  • Støtte pr. projekt: 200.000 – 1 mio. kr.
  • Hvem kan søge: Almennyttige foreninger, selvejende institutioner og kommunale aktører i Danmark, Grønland og på Færøerne
  • Krav: Med- og/eller egenfinansiering
  • Fokus: Miljømæssige og sociale bæredygtighedstiltag
  • Eksempler: Energioptimering, tilgængelighedsforbedringer, genbrug, opgradering af bygningsdele og nye faciliteter
vist 2106 gange  

Udvalgte nyheder

onsdag 13. maj 2026 - Ansager
Børn og dagplejere markerede dagen med sang og leg
mandag 11. maj 2026 - Ansager
4., 5. og 6. klasse inviteres til gratis aktiviteter frem til sommerferien.
søndag 27. jul. 2025 - Ansager
Sidste grund i Ansager er nu bebygget