Sognepræst i Ansager, Kirstine Schøler Hjort, går på barsel, og vi har fået ansat en vikarpræst. Han indsættes ved Skovlund og Ansager kirker søndag den 26. oktober. I Ansager kl. 09.00 er der indsættelsesgudstjeneste og i Skovlund kl. 10.30 indsættelseshøjmesse og denne gang med kirkekaffe.
Henrik er vokset op i Ansager. Han fortæller selv:
1. september gik jeg på pension fra præsteembedet i Varde – men helt færdig med præstegerningen er jeg altså ikke. Tanken om et vikariat var på ingen måde fremmed for mig. Det var en glæde, da Thor Andersen Knudsen, formand for menighedsrådet i Ansager, meddelte, at de gerne ville have, at jeg skulle varetage vikariatet i Ansager-Skovlund i forbindelse med Kirstines barselsorlov.
Det er noget helt særligt for mig på denne måde at vende lidt tilbage til min fødeegn. Jeg er døbt og konfirmeret i Ansager kirke og har rigtig mange gode minder fra min barndom og ungdom i området.
Efter endt uddannelse fik jeg mit første embede på Møn. Herefter gik turen til det vestjyske Borris og Faster i 16 år og til sidst 13 år i Varde. Undervejs har Ansager altid været en del af mit liv, da både mine forældre og svigerforældre boede her. Vi har fulgt byens udvikling, nydt turene i skoven ved stadion og glædet os over nye initiativer som shelterpladsen ved det tidligere stemmeværk.
Som præst har jeg været optaget af formidlingen af evangeliet. Den ganske almindelige søndagsgudstjeneste, som vi kender den, holder jeg meget af. Der er tid til at synge sammen, nyde fællesskabet og lytte sammen. Det er menighedens gudstjeneste, som vi præster må lede og være tjenere for. Det oplever jeg som et stort privilegium!
Jeg holder også meget af arbejdet med konfirmander. I Varde har jeg haft glæden af at undervise både elever fra specialklasserække og fra Sct. Jacobi Skole – og her har der faktisk været unge fra både Ansager og Skovlund med.
Sjælesorg og samtaler har altid haft en særlig plads i mit virke. Det er i mødet med mennesker – ved livets store overgange: dåb, konfirmation, bryllup og begravelse – at præstens opgave bliver allermest tydelig. Det handler om tillid. Mit håb er, at jeg må vise mig jeres tillid værdig i de måneder, vikariatet varer.
Privat er jeg gift med Inger Marie, som er medlem af byrådet i Varde. Vi bor i den sydlige del af byen, efter at vi tidligere på året flyttede fra præstegården på Jægumsvej. Vi har tre sønner og seks børnebørn i alderen 6–16 år, og blandt fritidsinteresserne fylder især vandreture og kajaksejlads på Varde Å.
Jeg ser nu med glæde og forventning frem til disse måneder i Ansager og Skovlund og samarbejdet med de to menighedsråd og det gode medarbejderteam omkring kirkerne.
Henrik Vejlgaard Kristensen
Udvalgte nyheder
Den 10. kl. 14.36Boligudvikling rykkes frem i Ansager
Nye boligområder vedtaget – sydlig forskydning ved Åhavevej undersøges i næste planperiode.
Den 9. kl. 20.13Julebal vender tilbage til Ansager
En festlig aften med livemusik, fællesskab og julestemning i Skovlund/Ansager Hallen.


