Togfestival satte spor i Ansager
søndag 24. aug. 2025 - Ansager
Togudstilling om Varde Grindstedbanens betydning for Ansager
Togudstilling om Varde Grindstedbanens betydning for Ansager Foto: Ansager Lokalhistoriske Arkiv
Udstilling på Den Gamle Station mindede om banens betydning for byen

Lørdag den 23. august var der togfestival i hele Varde Kommune. Som gammel stationsby var Ansager med til at være en del af festivalen. Arkivet bød ind med en udstilling i Den Gamle Station om banens betydning for Ansager.

Varde-Grindsted Banen gik gennem Ansager fra 1919 til 1972. Det er derfor en del år siden, vi kunne høre toget pifte og køre på skinnerne. Udstillingen fortæller om banens store betydning for byen, som voksede kraftigt, da banen kom. Den bandt Ansager sammen med nabobyerne og sikrede transport til de nyetablerede virksomheder som slagteri, trælast, møbelfabrik og foderstof.

Udstillingen åbnede med rundstykker kl. 9. De viste film, billeder og historier gav anledning til mange samtaler om svundne tider og fælles minder. Gennem Boje Østergaard havde arkivet lånt en model af Ansager Station fra modeljernbanen i Krusbjerg og bygget en lille bane omkring den. Det var hyggeligt at se toget køre sin rute.

I løbet af formiddagen lagde 60 gæster vejen forbi, og vi er glade for, at så mange afsatte tid til at besøge os. Nåede man ikke udstillingen, er den åben i arkivets åbningstid: mandag kl. 16-18 og onsdag kl. 13-16.

Kl. 11.10 kørte en veteranbus fra Ansager til Varde for dem, der ville fortsætte festlighederne. Her var der udstilling af ældre tog og vogne samt musik, foredrag og mad ved stationen. Flere stationsbyer holdt lokale arrangementer, og det hele sluttede i Varde, hvortil man kunne køre med veterantog.

Karsten Madsen

Dennis, vores udsendte reporter, tog med veteranbussen til Varde og har blandt andre sendt diss tre fotos.

Og her følger et par fotos jeg selv tog i Varde

vist 1770 gange