Op med benene i sofaen og så ellers søge efter moster Annas slægtsgård og billeder fra oldefars konfirmation. Sådan bliver muligheden fremover, for lokalarkiverne rundt om i Danmark har netop fået foræret 1,8 millioner kroner af A. P. Møller-fonden.
Pengene skal bruges til en opgradering af arkivernes registreringsprogram Arkibas4, og at søgeportalen www.arkibas.dk kan gå i luften og gøre billeder, tekster, arkivalier og filmklip tilgængelige for alle.
– Det er en fantastisk nyhed. Før har vi haft Arkibas 3 og 4, som var en cd-rom og et rent arbejdsredskab for arkivmedarbejderne. Nu går vi i gang med at opgradere til den nye Arkibas og samtidig få arkibas.dk gjort færdig, så det kæmpestore materiale, der allerede er registreret, kan blive tilgængelig for alle på internettet. Det er nu muligt, fordi der med pengene er blevet råd til det, siger Niels Winther Christensen fra Skovlund Sognearkiv, der også glæder sig over kommunens støtte.
Elbæk sagde nej
Han sidder i bestyrelsen i Sammenslutningen af Lokalarkiver (SLA), som i flere år har arbejdet med rettelser, krav og idéer til den nye Arkibas og arkibas.dk. Der er i de kommende uger møder med Copydan og firmaet Ditmer for at få projektet på benene.
I første omgang gik SLA til daværende kulturminister Uffe Elbæk, som ikke bevilligede pengene, så der var glæde i SLA, da ansøgningen til A. P. Møller fik positivt svar.
– Vi har 551 arkiver, som allerede registrerer i Arkibas4, og der vil blive lagt mellem en kvart og en halv million billeder ind om året. Det bliver virkelig en markant portal, og så er det også helt nyt, at der kan registreres genstande og tilknyttes film og lydfiler. Jeg tror, rigtig mange vil få glæde af det, siger Niels Winther Christensen.
Det nye registreringsprogram Arkibas og søgeportalen www.arkibas.dk forventes at gå i luften i sidste halvdel af 2014.
Af: Mai M. Christensen - Ugeavisen Ansager-Helle uge 42
Udvalgte nyheder
- Den 30. kl. 19.00Fællessang i Ansager og Skovlund Kirker
Første gang vi synger i denne sæson er den 8. februar kl. 19 i Skovlund Kirke