torsdag 17 okt 2024 - Ansager
Ansager samler kræfter til hestekonference
Konference om hestens ernæring og velfærd i februar 2025

I februar 2025 vil Ansager Hotel danne ramme om Nordic Equine Nutrition Conference (NENUC) – en stor international hestekonference, der samler eksperter, foderproducenter, rådgivere og behandlere fra hele landet og udlandet. Konferencen finder sted fra den 20.-22. februar 2025 og vil sætte fokus på hestens ernæring og velfærd med særlig vægt på de timer, hvor hesten ikke er under træning. Her er godt grovfoder, der passer til hestens behov, en central del af velfærdsperspektivet.

Martha Herold Voss, som mange her i Ansager allerede kender fra sit arbejde med heste og brætspillet Master of Nutrition, er hovedarrangør og søger nu opbakning fra lokalsamfundet for at gøre konferencen til en succes. Konferencen arrangeres i samarbejde med lektor Eva Lind Gleerup fra Erhvervsakademi Aarhus, der bidrager med både fagligt indhold og praktisk støtte.

Behov for overnatning og værter til workshops

- Vi har brug for hjælp til overnatning, forklarer Martha. Ansager Hotel har hytter og værelser, men for at kunne huse de mange deltagere søger vi andre lokale aktører inden for bed and breakfast, sommerhuse og hytteudlejning, som kan tilbyde indkvartering i denne ellers stille vinterperiode.

Martha inviterer til et kickoff- og informationsmøde den 6. november kl. 19.00 på Ansager Hotel, hvor interesserede kan høre mere om konferencen og mulighederne for at bidrage.

- Vi er i fuld gang med at lave aftaler med nogle, men vi vil gerne høre fra andre, der kan byde ind med et godt hestested tæt på Ansager, en god case i relation til grovfoder, afgræsning eller management af heste på fold, stald og fodring, fortæller Martha.

Konferencens rødder i Master of Nutrition

For to år siden modtog Martha støtte fra LAG Fanø-Varde, hvilket har været med til at sætte gang i produktionen af brætspillet Master of Nutrition. Flere lokale bidrog til projektet, som er blevet en succes. - Denne konference er en naturlig forlængelse af mit arbejde med spillet, og nu har vi igen en mulighed for at sætte Ansager på landkortet i hesteverdenen - byen er i forvejen kendt for Hestehospitalet og mange andre hestebedrifter, forklarer Martha.

Opfordring til lokalsamfundet

Martha håber, at mange fra området vil støtte op om konferencen, enten som værter, med overnatningstilbud eller ved at sprede budskabet. - Vi har brug for lokalsamfundets støtte for at sikre, at alt går op i en højere enhed, siger hun.

Hvis du er interesseret i at høre mere eller deltage i kickoff-mødet, kan du læse mere om konferencen på hjemmesiden: nenuc.dk/konference2025/ eller kontakte Martha direkte på mail martha.voss@nenuc.dk.

Kickoff-møde:

Dato: 6. november 2024
Tid: 19:00
Sted: Ansager Hotel

vist 1691 gange