tirsdag 1 okt 2013 - Ansager
Allans Dinér på vej mod endnu en rekord
Nyansat butiksslagter Solveig Lund, Krogager og kok Rikke Hansen, Ansager
Nyansat butiksslagter Solveig Lund, Krogager og kok Rikke Hansen, Ansager Foto: Karsten Madsen
Allerede nu tyder det på at sidste års rekordomsætning på et to-cifret millionbeløb i år vil blive slået. Endnu en kok samt en butiksslagter er lige ansat.

Det går godt hos Allans Dinér, rigtigt godt. Med en øget årsomsætning igen i år på estimeret 20% er der fortsat travlhed og intet spor af krise. Alene den nye butik præsterede fra første måned 4 gange over det budgetterede, og det gør den stadig.

Primo september ansatte Allan og Maja endnu en kok. Rikke Hansen, som i øvrigt er bosiddende på Egedalen i Ansager i præcis det hus, hvor hele eventyret begyndte. Hun har tidligere arbejdet på Hotel Lyngheden, Grindsted – men påbegyndte altså 9. september det nye fuldtidsjob hos Allans Dinér.

Ydermere er der pr. 1. oktober ansat en butiksslagter; Solveig Lund, Krogager, som kommer direkte fra en stilling ved Slagter Norlyk, Grindsted. ”Godt nok går butikken over al forventning, men niveauet vil kun hæves yderligere”, fortæller Allan Jensen”, der imødeser et lidt anderledes koncept med endnu flere færdigretter og ”nem mad” til den travle familie.

Allans Dinér beskæftiger nu 9-10 fultids ansatte og et større antal weekendhjælpere.

”Det er nødvendigt med en god fast stab, da vi allerede nu har modtaget de første 5.000 bestillinger på julemenuer”. Allan Jensen forventer at have lavet i alt 10.000 julemenuer, inden december er omme. ”Sidste år solgte vi næsten 1.000 nytårsmenuer, og et kig i ordrebogen vidner om muligheden for endnu en rekord”, tilføjer Allan Jensen.

Næste fase bliver udvidelse af køkkenfaciliteterne. Allerede i 2014 må i særdeleshed kølerummet udvides kraftigt. ”Pladsmangel er til tider vores største fjende, og det kræver alt for meget logistikmæssig planlægning. Men nå, vi skal ikke klage; det er jo bare et luksusproblem”, siger Allan Jensen med et glimt i øjet.

vist 2399 gange