Børn har glemt leg i naturen: Børneskove skal lokke dem tilbage

Selvom der efter sigende "er så fuld af sjov inde i en skov", så bruger børn væsentlig mindre tid i naturen end tidligere.

Målet med børneskovene i Viborg er at gøre det til en selvfølgelighed at lege i naturen, at styrke børns kendskab til natur og inspirere forældre og bedsteforældre til at komme derud. (Foto: © NIKOLAJ BUCHARDT, Scanpix)

Mens motionsformer som skov-fitness og mountainbike brager frem blandt voksne, så er der noget, der tyder på, at de voksne glemmer at tage børnene med ud i det grønne. Børn bruger nemlig markant mindre tid i naturen, end de gjorde engang.

Nu skal en særlig type natur - børneskov - være med til at lokke børnene tilbage blandt træer og dyr i Viborg Kommune.

- Vi ser et markant fald i den tid, børn opholder sig i naturen, så vi vil meget gerne inspirere til, hvordan man kan gøre det, siger Merethe Jelsbak Raundahl, der er sundheds- og forebyggelseskonsulent i Viborg Kommune.

En børneskov er et særligt naturområde, som er specielt egnet for børn at lege i. Man kan sammenligne det lidt med hundeskove, der specifikt er indrettet til menneskets bedste ven.

- Ikke at vi sidestiller børn og hunde, men det er et areal, hvor børnene kan give den gas og lege og lave huler, klatre i træerne og så videre, siger Merethe Jelsbak Raundahl.

I Viborg har de planer om at etablere seks børneskove i kommunen. De bliver blandt andet udstyret med madpakkehus, bordbænke-sæt, balancebom og ikke mindst en indgangsportal, der giver inspiration til, hvilke lege man kan kaste sig over i skoven.

- Selvom der ikke er et gyngestativ og en sandkasse, er der jo sindssygt mange muligheder for leg rundt omkring i skoven, men vi oplever en tendens til, at man ikke har øje for det potentiale, skoven har, forklarer Merethe Jelsbak Raundahl.

Flere er ligefrem usikre på, hvordan de skal gebærde sig i skoven, oplever hun.

- Vi ser, at borgerne kan være lidt i tvivl om, hvor man må gå henne, og hvad man må gøre de forskellige steder, siger hun og forklarer, at man i børneskoven for eksempel meget gerne må bevæge sig uden for stierne.

Naturen booster sundheden

Når Viborg Kommune vælger at poste ressourcer i at etablere børneskove, bunder det i, at en tur i skoven er mere end bare 'sjov'.

- Forskning viser, at det at komme ud i naturen har positiv indflydelse på vores sundhed - både på vores fysiske, psykiske og sociale sundhed, forklarer Merethe Jelsbak Raundahl.

Der er blandt andet lavet et projekt, hvor man sammenligner børn, der er ude i seks timer om dagen, med børn, der ikke er det.

- Det viser sig, at børn, der er mere ude, er mere empatiske, fortæller Merethe Jelsbak Raundahl.

Hun peger også på, at et tættere forhold til naturen gør, at man er mere tilbøjelig til at passe godt på den.

Den første af seks børneskove tages i brug i dag i Viborg Naturpark tæt på Papfabrikken i Bruunshåb, hvor Viborg Kommune inviterer til kick-off workshop. Der er blandt andet snitteværksted, bål og leg i skoven. De børn, der dukker op, bliver taget med på råd: Blandt andet skal de være med til at finde på et navn til børneskoven.