Bureaukraterne sender Danmark ad helvede til

Det siges, at helvede er befolket med bureaukrater, og der må de for min skyld gerne blive, bare de lader os andre i fred.

Mængden af regler stiger år for år. Vi oplever det alle sammen: på vores arbejde, i private sammenhænge, og senest er det formanden for Hjallerup Marked, som i Jyllands-Posten den 20. maj 2018, advarer om, at det kan være slut med frivillige byfester og kræmmermarkedet, hvis regelbureaukratiet ikke snart hører op. Skiftende regeringers forsøg på regelforenklinger har været halvhjertede og har ikke ændret noget. Vi får stadig flere og flere regler på flere og flere områder.

Det gør heller ikke situationen bedre, at EU også ønsker at bidrage til regelfesten. Tag nu f.eks. de nye persondataregler. Isoleret betragtet er det godt, at politikerne ønsker at passe på vores personlige oplysninger. Men hvorfor skal reglerne gælde alle erhvervsdrivende, som f.eks. den lokale tømrermester, som ikke ligger inde med andre oplysninger om os end navn, adresse, telefonnummer, e-mail mv. Hvorfor er der ikke nogen, der i den politiske proces får den tanke, at det kæmpemæssige bureaukrati, der indføres her, er unødvendigt i forhold til hovedparten, formentlig mere end 95 pct., af alle danske virksomheder? Hvorfor ikke begrænse reglerne til at gælde de få typer af virksomheder, som ligger inde med personfølsomme oplysninger, som det er vigtigst, at der passes på?

På den anden side har vi reglerne om hvidvask. Vi kan ikke oprette en bankkonto eller gå til en advokat, revisor, ejendomsmægler mv. uden at skulle aflevere kopi af pas, kørekort og sundhedsbevis med cpr-nummer. Igen er der tale om regler, som isoleret betragtet giver god mening, så vi er sikre på, hvem vi har med at gøre. Resultatet er imidlertid, at politikerne med den ene hånd og med et kæmpestort, nyt regelsæt forsøger at passe på vores personfølsomme oplysninger, samtidig med at de med den anden hånd og med et andet regelsæt stiller krav om, at de samme følsomme oplysninger om os skal ligge i kopi flere og flere steder. Da ingen systemer er sikre, vil denne spredning af centrale oplysninger om os komme til at virke stik mod hensigten i persondatalovgivningen med øget risiko for f.eks. identitetstyveri til følge.

Det unødvendige bureaukrati, som vokser for hver dag, koster penge – mange penge. Ingen har endnu kunnet beregne de faktiske omkostninger ved indførelsen af de nye persondataregler, men vi taler enorme beløb, både internt i virksomhederne og til konsulenter, advokater, revisorer, it-systemer mv.

Administration af alle mulige og umulige regler koster også mange penge i det offentlige, både hos staten, i regionerne og i kommunerne. Antallet af djøfere er – ikke bare i stat og kommuner, men også i de private virksomheder – eksploderet i de seneste år. Samtidig beskæres antallet af de jobs, som rent faktisk skaber værdi, særligt dem, der passer på os fra vugge til grav, for det er nødvendigt at spare og effektivisere. Jeg synes, at politikerne skal spørge sig selv, hvor der skabes mest værdi og velfærd? Det er helt sikkert ikke hos djøferne. Hvis alle de penge, der bruges på unødigt bureaukrati, kunne spares, er min tese, at der på samme tid både ville være råd til mere velfærd og skattelettelser. Det burde politikerne kunne blive enige om på tværs af partiskel.

Men det er faktisk slet ikke det værste. Det værste er, at de mange regler truer hele vores kulturelle fundament. Det fundament, der gør, at Danmark år efter år ligger i top i målinger over verdens lykkeligste lande. Vi – eller i hvert fald langt hovedparten af os – ønsker alle at bidrage til det fællesskab, som vi alle er en del af. Lad os fokusere på dette og have tillid til, at det forholder sig sådan i stedet for at fokusere på de få, som udgør undtagelsen. Det vil give den enkelte mulighed for at udføre et arbejde, som giver mening, i stedet for at skulle udfylde diverse kontrolskemaer.

Har vi en regel, er vi fritaget for ansvar, og vi behøver ikke tænke selv. Regler sætter sund fornuft ud af kraft. Regler er som oftest firkantede og giver ikke plads til sund fornuft. Det fritager det enkelte menneske fra sin ret – men også sin pligt – til at tænke selv. For mange regler fratager os ikke bare vores motivation; de gør os også dummere. Vi skal ikke opbygge systemer, som bygger på regler og kontrol, og som professor i Statskundskab Gert Tinggaard Svendsen har sagt: »Kontrol er godt, men tillid er billigere«.

Vi har hørt lægerne protestere over den nye Sundhedsplatform, som besværliggør lægernes arbejde og tager tid fra patienterne. Når tid skal bruges på administration af regler og systemer, bliver der mindre tid til patienten. Det sætter lægen under pres og øger risikoen for fejl. Når der så sker fejl, indføres flere regler osv. Sundhedsplatformen er hentet fra USA, men er det virkelig amerikanske tilstande, som vi ønsker i vores sundhedsvæsen?

Lad mig tage et andet eksempel. Skandalen i Skat om udbetalingen af de 12 mia. kr. i udbytteskat kunne være undgået, hvis den ansvarlige leder havde undret sig over den store stigning i udbetalingerne. Det kan godt være, at regler og systemer var overholdt, men enhver fornuftig person burde kunne se, at noget var helt galt.

Vi betragter os selv som en nation af iværksættere, og vi glæder os over de mange små nye virksomheder, som popper op hele tiden. Hvis iværksætterne vidste, hvilke regler de skulle overholde fra den første dag, ville det tage modet fra de fleste. Iværksætterne har det svært nok i forvejen. Det kan vi gøre meget bedre.

Kan vi gøre noget?

Hvis politikerne anerkender, at vi må gøre noget, er det faktisk ikke så svært. Vi kunne prøve med et regelstop. Anders Fogh Rasmussen (V) indførte et skattestop, og det fungerede faktisk i mange år. Det er næppe muligt på samme måde at lave et regelstop, men modellen kunne være at indføre en pligt til at afskaffe to regler, hver gang der skal indføres én ny regel. Det vil tvinge embedsmænd og politikere til at prioritere. Er en ny regel nødvendig, må embedsmændene finde to andre, som ikke er nødvendige længere. Det vil med tiden føre til regelforenklinger, men vigtigst af alt: Det vil tvinge politikerne til at prioritere.

Samtidig vil det være en rigtig god idé at sende embedsmændene i erhvervspraktik, gerne i ét år. Vi har talrige eksempler på, at regler, der er lavet bag et skrivebord i København, ikke fungerer i den virkelige verden. Derfor skal embedsmændene som led i deres efteruddannelse med mellemrum sendes i erhvervspraktik, f.eks. i en privat virksomhed, et sygehus eller tilsvarende inden for samme fagområde eller hos en nystartet iværksætter. Det vil give embedsmændene en helt anden indsigt i, hvordan reglerne virker i praksis, og embedsmændene vil utvivlsomt være bedre klædt på, når ny lovgivning skal udtænkes og skrives.

Men det allerbedste vil være, at en reduktion af regelkomplekset vil give plads til mere sund fornuft. Jo færre regler desto bedre. Regler kan ikke undværes, men regler skal være til for vores skyld og ikke omvendt. Vi skal have regler, hvor det er nødvendigt for at få vores fællesskab til at fungere på en bedre måde. Regler må aldrig tage over for den sunde fornuft.

Tænk, hvis vi kan komme tilbage til det udgangspunkt, at vi har tillid til, at vi alle vil gøre vores til at bidrage til fællesskabet. Det hedder stadig en selvangivelse, når vi hvert år skal angive vores skattepligtige indkomst, men der er ikke længere noget for os selv at angive; alt bliver i dag indberettet af andre.

Tænk, hvis læger og plejepersonale kunne bruge 90 pct. af deres tid på patienterne. Og kun 10 pct. på administration. Det er jeg sikker på, vil give bedre pleje.

Tænk, hvis bureaukratiet kunne begrænses til der, hvor det er absolut nødvendigt. Så er jeg sikker på, at Danmark igen vil blive verdens lykkeligste land.