Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Poul Georg Moses er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Alle ser mod Finland for inspiration til gode skoler. Men måske kan vi lære mere af dette land?

HER GÅR DET GODT Hvad er hemmeligheden for de estiske skoler? Illustration: Daniel Haskett / Zetland



Derfor skal du læse denne artikel

I årevis er skolefolk fra Danmark draget til de finske skoler for at lære af verdens bedste, men i virkeligheden burde vi drage mod et andet land: Estlands skoler ligger nemlig helt i top i PISA’s målinger af elevernes faglige præstationer og har desuden et tårnhøjt antal mønsterbrydere. Men Estlands mål er ikke at fastholde de gode faglige præstationer. I hvert fald ikke, hvis prisen er børn, der ikke er glade. Således placerer Estland sig på bemærkelsesværdig vis i debatten om, hvorfor børn egentlig går i skole.

Måske har du hørt om de finske skoler. Om hvordan Finland har verdens bedste skolesystem. Om hvordan de finske elever præsterer i top i PISA-måling efter PISA-måling. For skolerne i Finland har ligget markant over samtlige nordiske lande i PISA-målingerne de seneste ti år i både læsning, matematik og naturvidenskab.

I sin dokumentarfilm Where to invade next? gik filmmager Michael Moore på jagt efter de finske skolers top secret’. Herhjemme har blandt andre Bertel Haarder skrevet om, hvad vi kan lære af de finske skoler.

Mit gæt er, at du har hørt knap så meget om Estlands skoler. For mens hele verdens øjne har været rettet mod de finske skoler, har Estland i al stilfærdighed sneget sig til tops i PISA. Ikke bare i de faglige præstationer inden for læsning, matematik og naturvidenskab (i de to sidstnævnte scorer landet højere end Finland), men også i forhold til at give alle børn lige muligheder i skolen. Det, der i PISA-sprog hedder equity.

I 2012 var mere end en tredjedel af eleverne fra hjem med lav indkomst blandt landets højest præsterende i PISAs matematiktest. I 2015 præsterede den fjerdedel af eleverne, der lå lavest på indekset for økonomisk, social og kulturel status (baseret på blandt andet forældrenes velstand, uddannelsesniveau og antal bøger i hjemmet) over OECDs gennemsnit i naturfag.

Andelen af mønsterbrydere er desuden markant højere i Estland (6,6 procent) end i Danmark, hvor mønsterbryderandelen ligger på 2,3 procent, hvilket er på niveau med OECDs gennemsnit på 2,5 procent. Estland er med andre ord et af de lande, hvor social arv har mindst indflydelse på elevernes faglige præstationer, og et af de lande, der har den laveste andel fagligt svage elever i Europa.

Dét gør det værd at undersøge, hvad det er, Estland kan. Derfor ringede jeg dels til Mart Laidmets, der er vicegeneralsekretær for almen- og erhvervsuddannelse i det estiske undervisningsministerium, dels til den estiske professor i socialpsykologi Mati Heidmets, der leder afdelingen for uddannelsesinnovation på Tallinn Universitet.

De to herrer peger tilsammen især på fire grunde til de estiske skolers succes:

1. Forklaringen ligger på lærerværelset

Både Heidmets og Laidmets peger på lærernes uddannelse. De estiske lærere har en kandidatgrad fra universitetet i de fag, de underviser i helt ned til 3. klasse. Desuden er lærernes videreuddannelse et vigtigt fokus, fortæller Laidmets fra undervisningsministeriet.

De senere år har løn og status også ændret sig for lærerne. Lærerlønnen er steget med 40 procent de seneste fem år. Selvom det stadig ikke har en høj status at være lærer i Estland ifølge Heidmets, og lønnen stadig kunne forbedres, så har der været en markant udvikling for lærerne.

Bonusinfo. Estiske elever er de bedste i Europa i naturfag og tredjebedst i verden efter Singapore og Japan.

2. Estlands skolesystem er bygget på lighed

Desuden peger de begge på ligheden i det estiske skolesystem. Landet har meget få privatskoler eller eliteskoler – andelen af børn i privatskole er ifølge Heidmets mellem fem og syv procent. De fleste estiske børn går i den folkeskole, der har rødder tilbage til 1700-tallet, hvor Sverige besad dele af Estland.

Og vi har holdt fast i det skolesystem under sovjettiden,” fortæller Laidmets. Vi havde vores egne bøger og pensum, og vi beholdt vores egalitære system, også efter Murens fald. Alle børn skal gå i den samme skole, fordi dygtige elever og mindre dygtige elever kan lære af hinanden.”

Efter Jerntæppets fald ændrede Estlands naboer, som Ungarn og Tjekkiet, sine skolesystemer og etablerede eliteskoler, mens Estland fortsat gav lige mulighed til alle børn. Transport til skolen er således gratis for alle børn, ligesom skolebøger, skolemad, hobbyaktiviteter efter skole er gratis.

Alle børn skal have den bedste uddannelse så tæt på deres hjem som muligt. Det er vigtigt, at skolen er en del af et lokalt fællesskab, så alle børn er en del af det fællesskab, og at børnene kan se, at folk er forskellige. De skal kunne se, at nogle måske lærer hurtigere, men at hvert barn er talentfuld på sin egen måde,” fortæller Laidmets fra det estiske undervisningsministerium.

Bonusinfo. Estiske drenge og piger klarer sig lige godt i matematik og naturfag.

3. Forældrene har tillid til børnenes skole

Det har betydet en særlig holdning til skolerne i samfundet, mener både Laidmets og Heidmets. Historisk set har uddannelse haft en høj værdi i samfundet, fortæller Heidmets, måske også fordi skolen har været en kanal for esternes nationale identitet.

Der er en udbredt tillid til de estiske skoler,” fortæller Heidmets, og den tillid betyder, at forældre ikke ser efter alternativer, ikke etablerer privatskoler, men tror på, at skolen har styr på det, der foregår i skolen.”

Politisk har uddannelse også spillet en afgørende rolle. Trods recessionen steg Estlands udgifter per skoleelev med 30 procent fra 2005 til 2012.

Bonusinfo. 48 procent af estiske elever med lav socioøkonomisk baggrund scorede meget højt i naturfag.

4. Fokus på digital læring

Den fjerde grund, som begge herrer fremhæver, handler om teknologi. Digitale færdigheder er nu tilføjet til de færdigheder, eleverne skal lære, og der skal være en digital komponent i pensum i alle fag på alle niveauer, fortæller Laidmets.

Det digitale miljø giver lærerne større fleksibilitet i forhold til at tilpasse undervisningen til den enkelte elev, mener Heidmets. Den nye teknologi er desuden med til at nedbryde hierarkiet mellem lærer og elever, fordi børnene oplever, at de er i en position, hvor de ved mere end lærerne, og det skaber en gensidig læring,” siger Heidmets.

De mener altså begge, at de estiske faglige resultater ikke kommer på trods af ligheden i skolesystemet, hvor alle børn går i samme folkeskole, men på grund af ligheden. De ser ikke gode faglige resultater og lige muligheder for alle børn som modsætninger. Laidmets taler om de estiske skolers bevidst inkluderende tilgang – alle børn skal have lige adgang til skolegang.

Men trods sine fremragende PISA-resultater så soler Estland sig ikke i sin succes. Tværtimod er Estland faktisk ved at ændre den skolekultur, der har resulteret i topplaceringen i PISA, hvilket muligvis vil betyde, at resultaterne bliver mindre imponerende i fremtiden. Til gengæld håber de, at eleverne er gladere.

For der er en altoverskyggende udfordring i de estiske skoler: To tredjedele af de estiske elever svarede i en PISA-undersøgelse i 2012, at de var glade for at gå skolen. Det er et af de laveste niveauer i OECD. Så hovedudfordringen mener Heidmets, er, hvordan Estland kan kombinere de gode resultater med, at alle børn kan lide at gå i skole.

Faktisk initierede regeringen en national strategi for tre år siden, der skal ændre den estiske skolekultur. Når Heidmets skal beskrive den skolekultur, der har præget de estiske skoler, taler han om hårdt arbejde, om en hierarkisk skole, om at adlyde læreren og om en resultatorienteret kultur.

Den form for gammeldags skolekultur tror jeg, er en af hovedårsagerne til de gode resultater, og når vi ændrer den traditionelle skolekultur til en mere børnecentreret skolekultur, til mere sjov, glæde og samarbejde, så tror jeg, at resultaterne vil gå ned, men vi vil vinde på børnenes velbefindende,” siger Heidmets.

Min fornemmelse er, at om ti år har skolekulturen ændret sig. Vi vil ikke længere være i top i PISA, men måske vil børnene være gladere.”