København har Tivoli og den velbesøgte Fredagsrock, Ansager har Mariehaven og den velbesøgte Sommersang. I juli er der smæk på programmet til Sommersang i Mariehaven med optræden af bl.a. Johnny Logan, Stig Rossen og Mike Tramp.

Helge Engelbrecht har deltaget i og leveret hits til Dansk Melodi Grand Prix hele 10 gange. Som solist, komponist og ikke mindst som forsanger for bandet Neighbours. Det kan derfor ikke undre nogen, at mange af de inden- og udenlandske artister ved Sommersang i Mariehaven i juli måned har en relation til henholdsvis Dansk Melodi Grand Prix og Eurovision Song Contest: Johnny Logan, Stig Rossen, Mike Tramp (Mabel) og Henrik Krogsgaard.

Musik i fuldt flor i en have på størrelse med 4-5 parcelhusgrunde

I 2003 købte komponist og sanger Helge Engelbrect og hans kone Rie naboens have i Ansager, Vestjylland.

Et lille dansk paradis på 9000 m2, hvilket svarer til størrelsen på 4-5 pæne parcelhusgrunde, blev til det, der i dag kendes som Mariehaven.

Siden 2009 har der på dette sted været spillet udendørskoncerter hver sommer under navnet 'Sommersang i Mariehaven' med Helge Engelbrecht som vært og primus motor for det 11 mand store husorkester Neighbours & Friends.

Det er dem, der inviterer og akkompagnerer samtlige solister. Koncerterne har været vist både på DR1, TV2 Charlie og DK4 og bliver trofast bakket op af et stort frivilligt korps fra lokalsamfundet og Varde Kommune. For i Ansager er fællesskabet stærkt og de lidt over 1200 indbyggere betragter alle hinanden som naboer. Musik, solo- og fællessang er i centrum i en atmosfære af lige dele slotskoncert og festival og de naturskønne omgivelser danner rammen om først og fremmest den folkelige danske musik.

Fællessang, fest og fællesskab

Gennem årene har konceptet udviklet sig til noget af et tilløbsstykke og ca. 50.000 gæster har indtil videre løst billet til en sangglad søndag i Mariehaven. I år er der mange store musikalske oplevelser i vente med et program, der kan prale af noget for enhver smag og som helt sikkert ikke vil skuffe et forventningsfuldt, forvænt og fællessangsparat publikum.

Den 9. juli er en ekstravaganza af enestående, etablerede artister. Den tredobbelte vinder af Eurovision Song Contest og albumaktuelle Johnny Logan lægger vejen forbi. Mariehaven får også besøg af den folkekære skuespiller og sangerinde Marianne Mortensen. Sammen med sin mand, musiker, sanger og komponist, Michael Vesterskov er hun singleaktuel med nummeret 'En Verden Udenfor'. Den efterspurgte kapelmester og komponist Henrik Krogsgaard er også en del af festlighederne denne dag ligesom den danske sanger og sangskriver Mike Tramp. Mike Tramp er tidligere teen idol og forsanger i Mabel ('Boom Boom', 1978), nu rutineret rocksanger med spritnyt soloalbum i bagagen.

Den 30. juli bydes på et solidt musikalsk line up af erfarne artister. Hele Danmarks musicalkonge, Stig Rossen, er på banen og strækker den store stemme ud. Mere intimt bliver det, når sanger/sangskriver Anders Mikkelsen optræder med et godt greb om guitarhalsen og historiefortællingen og deler sin snart 30 års erfaring som en del af den danske og nordiske vise- og folkemusiktradition. Stjernepianist og organist

Martin Jønsson er på scenen med sine venner i bandet Rock'n'roll Rockets. Den lune nordjyde med de humoristiske tekster, Ib Grønbech, spiller op. Den velfortjente DK4DanskPopTalent-vinder, Aalborgensiske Anders Hornshøj stiller op med nye, friske popsange og får selskab af endnu en finalist fra DanskPopTalent, nemlig Christina 'Under Stjernerne På Himlen' Smith Langtoft. Derudover er det danske gypsy-jazz band Strings & Buttons, et af Danmarks førende folkbands Habadekuk, jazz vokaltrioen The Swinging Sisters og Maries Festival Band også at finde på plakaten.

Koncertbilletter koster kr. 595, - og kan købes via www.musikgalleiet.dk og www.ticketmaster.dk

Læs meget mere om Sommersang i Mariehaven her: http://www.musikgalleriet.dk/kalender.html