10 år efter er årets by nærmest en spøgelsesby - Vi blev rystet i vores grundvold

Ballum var årets landsby, men efter skolelukningen frygter beboerne for fremtiden.

Hjælp os med at dække kommunalreformen

Har du input, tip eller konkrete historier om, hvordan kommunalreformen fra 2007 har ændret Danmark?

Så send en mail til journalist Marie Nyhus på many@tv2.dk.

Kalenderen siger 2006. Den lille sønderjyske by Ballum er blevet årets landsby, der er liv i gaden og ingen huse til salg.

Her ti år efter er virkeligheden en anden. Det er en af de byer, hvor kommunalreformen har sat sit præg - især efter skolen lukkede i 2011.

- Der forsvinder stille og roligt flere og flere ting fra byen. Efter skolen er lukket, er der ikke nogen børn, og der flytter ikke nogen til, siger Jørgen Frisk Kristensen, familiefar og beboer i Ballum.

Da jeg fandt ud af, at skolen skulle lukke, fik jeg en lille depression – det er sådan et voldsomt ord, men jeg brød i hvert fald sammen den aften

Birte Frisk Kristensen

En lille depression

Udover at have boet i Ballum hele sit liv, har både Jørgen Frisk Kristensen og hans kone, Birte Frisk Kristensen, haft et ønske om, at deres børn skulle gå i skole i byen ligesom dem selv.

- Da jeg fandt ud af, at skolen skulle lukke, fik jeg en lille depression – det er sådan et voldsomt ord, men jeg brød i hvert fald sammen den aften, siger Birte Frisk Kristensen.

Familien Frisk Kristensen har boet i Ballum i mange år og kan tydeligt mærke, at lukningen af den lokale skole i forbindelse med kommunalreformen har sat sine spor på byen.

Én ting er de forandringer, som familierne i Ballum måtte indstille sig på. En anden ting er, hvad det efterfølgende kom til at betyde for byen, at de måtte vinke farvel til den lokale skole.

- Der skal man ikke undervurdere, hvad skolen gør. Det der med at man lige støder ind i hinanden og kan lave en aftale. Det betyder rigtig meget for fællesskabet, siger Birte Frisk Kristensen.

Læs også: Stormøde om skolelukning i Assens

Næsten hver anden skole lukket

Hver tiende skole på landsplan er lukket siden kommunalreformen trådte i kraft. Værre gik det ud over skolerne i Tønder Kommune, som Ballum hører under, hvor næsten halvdelen af de 19 skoler ringede ind for sidste gang i 2011.

En nedgang, der ifølge Nyboligs ejendomsmægler Michael Riis også kan ses på indbyggertallet. Der er siden 2010 blevet mere end 100 færre i Ballum Sogn.

Tiden kan knap nok slå til i forvejen, og hvis man køre til og fra skole og indkøb, så er der flere, der vælger en anden by at bosætte sig i,

Michael Riis, ejendomsmægler

Han er ikke i tvivl om, at lukningen af skolen har haft stor betydning for byens evne til at tiltrække nye børnefamilier.

- Alle vil jo helst have det så nemt som muligt i en fortravlet hverdag. Tiden kan knap nok slå til i forvejen, og hvis man køre til og fra skole og indkøb, så er der flere, der vælger en anden by at bosætte sig i, siger han.

- Jeg havde det rigtig dårligt med at skifte

En af dem der, der i dag ikke bor fast i Ballum længere, men kun besøger sin far en gang imellem, er Thorbjørn Eichner på 17 år. Da skolen lukkede var han 12 år og gik i 5. klasse, og han husker det stadig tydeligt.

Thorbjørn Eichner var elev på Ballum Skole, inden den lukkede i 2011. Han var ked af at måtte sige farvel til en hverdag, hvor alle kender alle, og man som elev har et personligt forhold til læreren.

I stedet for at gå i skole et stenkast fra sit daværende hjem, skulle Thorbjørn Eichner med bussen til en anden by. Men det var ikke der, det store tab lå.

- Jeg kendte alle på Ballum skole, og det betød meget, at man havde et personligt forhold til lærerne. Så jeg havde det rigtig dårligt med at skifte, siger han.

En spøgelsesby

Tilbage hos familien Frisk Kristensen har man indtil videre valgt at blive i byen, fordi de stadig synes, at små byer har nogle værdier som, de gerne vil give videre til deres børn.

Læs også: 150 i demonstration mod skolelukning

Som eksempel stod hele Ballum sammen om at bygge en legeplads – uden hjælp fra kommunen.

- Man lærer, at man selv er nødt til at tage ansvar og engagere sig. Ellers går det helt galt – så ender vi som sådan en lille spøgelsesby, siger Jørgen Frisk Kristensen.