16-årige Kaja bruger over tre timer på at komme til og fra skole: - Det er helt katastrofalt

Nedskæringer på lokale busser betyder, at Kaja bruger over tre timer på transport til og fra skole. Men kommunen vil ikke bruge flere penge på busser.

Hjælp os med at dække kommunalreformen

Har du input, tip eller konkrete historier om, hvordan kommunalreformen fra 2007 har ændret Danmark?

Så send en mail til journalist Marie Nyhus på many@tv2.dk.

Fem kilometer på cykel, 40 minutter i bus, 700 meter til fods og 30 minutters ventetid.

Det lyder som en rejse på rejseplanen, de fleste ville gå langt udenom. Ikke desto mindre er det, hvad der venter 16-årige Kaja Binderup Schultz hver morgen, når hun skal i skole.

- Jeg synes, det er helt katastrofalt, at vores børn skal udsættes for at være væk hjemmefra så mange timer om dagen. De har længere dage end mange voksne, der går på arbejde, siger Kajas mor, Signe Binderup Schultz.

Hver femte afgang er væk

Efter kommunalreformen trådte i kraft for ti år siden, har der været en betydelig reduktion af busser i yderområderne.

Mere end hver femte busafgang på de lokale ruter er forsvundet – præcist 21 procent. Til sammenligning er der kun skåret én procent på bybusserne.

Vi kan jo ikke lade være med at tage på arbejde, fordi vi skal køre rundt til tre forskellige skoler.

Signe Binderup Schultz

I kølvandet på det kommer, at byrådet i Næstved Kommune har vedtaget, at så mange som muligt skal benytte den almindelige kollektive trafik fremfor skolebusser.

Kaja Binderup Schultz bruger mange timer hver dag på transport til og fra skole. Derfor har hun svært ved at finde både tid og overskud til at gå til noget ved siden af.

Ingen penge fra byrådet

Familien Binderup Schultz bor lidt udenfor den sydsjællandske by Tappernøje, og har en klar forventning om, at der også derfra skal være rimelige transportmuligheder til børnenes skoler.

- Vi kører i forvejen rigtig meget, og det er vi også indstillet på. Men vi kan jo ikke lade være med at tage på arbejde, fordi vi skal køre rundt til tre forskellige skoler, siger hun.

Jeg ved, der er en del familier herude, der overvejer at flytte mod byen. Det, synes jeg, er drøn ærgerligt.

Signe Binderup Schultz

Formanden for teknisk udvalg i Næstved Kommune, Søren Revsbæk, synes også, det kunne være dejligt med flere busser, men understreger, at det er rigtig dyrt, når der ikke er særlig mange passagerer med.

- Det kan kun løses med en kæmpebevilling, og byrådets økonomi er trængt, så de er ikke indstillet på at bruge flere penge, siger han.

- Livet er drønbesværligt

De manglende busafgange har ikke kun påvirket familien Binderup, men også deres naboer.

- Jeg ved, der er en del familier herude, der overvejer at flytte mod byen. Det, synes jeg, er drønærgerligt. For jeg mener ikke, at vi alle sammen skal centreres inde i Næstved, siger Signe Binderup Schultz.

Alligevel forstår hun dem godt.

- Livet er drønbesværligt herude. Lige pludselig er der ikke en overbygning på grundskolen – hvornår forsvinder den helt? Så bliver der for langt, og hverdagen bliver for svær at få til at hænge sammen, siger hun.