Om en måneds tid vil der sidde et lille videoøje og overvåge supermiljøstationen i Ansager nær Ølgod.
Videoovervågningen kommer op, fordi folk dumper deres affald uden for de containere, der kun er beregnet til mindre genbrugsting som for eksempel pap, batterier og småt elektronik.
- Vi oplever hver uge, at folk sætter sofaer og andre møbler, byggeaffald og alt muligt ved siden af containerne. Det ligner en losseplads nogle gange, siger affalds- og genbrugschef i Din Forsyning Svend Clausen.
Med videoovervågningen vil man nu problemet til livs.
- Når folk ved, de bliver filmet, så håber vi, at det holder dem fra at dumpe affald fremover, siger Svend Clausen.
På Din Forsynings genbrugspladser i Varde og Esbjerg Kommuner modtager man hvert år cirka 30.000 tons affald. Men det er altså ikke det hele, der bliver afleveret rigtigt.
- For os er videoovervågning en sidste løsning. Vi håber, at hvis vi får billeder af nogen og tager en snak med dem, så spreder det sig, så folk tager ansvaret på sig, siger genbrugschefen.
Planen er, at personalet i første omgang vil kontakte folk og bede dem komme og rydde op, hvis de bliver identificeret via videoovervågningen. I særligt slemme tilfælde kan der dog blive tale om politianmeldelser, oplyser Svend Clausen.