Hermed kaster endnu en familie et tørresnorstørret, crisphvidt håndklæde i hekseringen og flytter fra land til by.
Teknisk insolvente har vi besluttet at forlade vores stråtækte landidyl og flytte til København. Ak, vores drøm om et godt liv på landet er bristet tusindfold.
Udkantsdanmark er ikke blot den mest døde, men også den største del af Danmark. Vi, der bor herude, har vidst det længe. Stadig fornemmer vi, at det er en ud-bredt opfattelse, at der pøses skattekroner ud på hjertemassage for at holde bøhlandet kunstigt i live. Vi, der bor herude, ser det anderledes. Vi ser tætte naboskaber af talrige, selvfinansierede ildsjæle, som knokler for et bedre og kønnere liv herude. Men sjæleluer brænder ud, når der skal kæmpes bravt for selv de mindste tiltag.
For os, en familie på fire, er problemerne på landet vokset os over hovedet. Centraliseringen har nået frastødende formater, og kvalitet taber stort til kvantitet. Mad, mennesker og arme dyr produceres og ekspederes i miljødestruerende storskala. Kommuner slås sammen, arbejdspladser forsvinder, sygehuse lukkes til fordel for supersygehuse, hvor man kan massekurere og transplantere alt, hvor du aldrig kommer til at se den samme superlæge to gange, og hvor ingen husker dit navn. Institutioner sammenlægges til større, som favner bredere, men ikke dybere og får triste navne som ’ældrecentre’ (ikke ’plejehjem’) og ’børnehuse’ (ikke -’haver’). De skal huse flere individer, med flere diagnoser, i ufleksible rammer. Anonymiteten vokser, nærværet daler. »Det er bedst sådan,« siger de. »For hvem?« spørger vi.
Natur – ingen adgang
Nogle steder på landet er der stadig naturskønt. Og med gennemsnitsdanskerens kampvægt er det en god idé at give landets indbyggere adgang til motion, naturoplevelser og rekreation. Det er påviseligt godt for både helbred, velvære og intellekt.
Men bløde trafikanter tilegnes kun vejbanens yderste 10 centimeter at boltre sig på. Derfor er hyppig, direkte og spontan adgang til naturområder sjælden. Og hvad har landområder at byde på, hvis ikke der er (adgang til) naturen?
Intet.
Vi flyttede netop herud for at være tæt på naturen. Og ’tæt’ på kom vi. Man kan tage bilen til skoven. Og man kan gå og cykle derud, hvis man tør. For i land- distrikterne kommer man ikke sikkert til hverken natur eller by som blød trafikant. De bildedikerede landeveje, er eneste adgang til alt. Og hér skal junior lære at cykle. I vintermørket slingrer han iført trafikvest og reflekspailletter. Han forsøger at parere ordre, holde balancen, bevare roen – forfulgt af angst og råbende forældre: »DER KOMMER EN BIIIL!« Vi håber sådan, at bilister tager farten af. Det gør de indimellem. Og når junior har lært at cykle, kan mor og far overveje, om det var faren værd. For »kære barn, du får aldrig nogensinde lov at cykle her alene«.
Forrige år blev et milliardprojekt udført i forbindelse med udvidelse af jernbanen. Dybfølt tak DSB og Banedanmark (en bæreudygtig, ubærlig skam, at bilkørsel fortsat er billigst). Der blev eksproprieret og flyttet hektarvis af jord. Gravet tunneller, støbt broer. Lastbiler kørte i pendulfart til og fra grusgrav i ugevis. Men 100 meter cykelsti og dermed sikrere kobling til byen kunne der ikke være tale om.
Trods 8-10 færdselsuheld på samme landevej er det udelukket at etablere et lille vejbump eller et smalt fortov herude, thi »det ødelægger det originale vejforløb«. Tillykke med det originale vejforløb, landsbyboer, sæt pris på det, næste gang dit ærme snittes af en modkørende.
Ingen dansende børn og køer
Vi forestillede os, at vores pode skulle i skovbørnehave. Kommunen havde (for 7,5 millioner dask) indrettet et udsøgt eksemplar i et skovløberhus. Den var klart de syv kilometers kørsel værd. Men var ikke penge i skidtet. Kun glade børn. Så den står tom.
Så var der private skovbørnehaver tilbage; med årelange ventelister og langt hjemmefra. Så poden endte i børnehave, ikke i skoven, men klos op ad landevejen. Og nu skal de fleste børnehaver lukkes og børnene flytte ind et 100-børns-børnehus. »Det er billigere sådan at bygge et helt nyt hus og flytte alle,« siger de. »For hvem?« spørger vi.
I landevejsbørnehaven fortalte lederen, at de plejede at tage på ture til bondegårde for at lære børnene om dyrene. Det gør de ikke mere, for først blev busserne nedlagt, siden forsvandt dyrene. Der er nu større sandsynlighed for at se en ko i København end herude. Kun de få økogårde har køer rendende frit. Dem kan man se ’danse’ til årlige events. En rigtig gris har ingen børn set. De opbevares i lange lukkede parcelhuse. Kun om foråret mindes vi vores anatomisk beslægtede dyrefæller, når deres afsondringer tonses ud over markerne fra landbrugsmonstre, så lugten sætter sig i hår og hud. Overskuddet ender i vandløb og grundvand. Vi besørger i egen rede.
Og monokulturenes nuldiversitet udgør en trussel for vores essentielle insektven, bien. Og for os. Thi intensivt landbrug og natur er hinandens reciprokke.
Hverdagen fra en bil
I 2007 omlagdes den offentlige sektor efter devisen ’Det nye Danmark – en enkel offentlig sektor tæt på borgeren’. Da kommunesammenlægningen blev gennemført, forsvandt håndgribeligheden i drift og tilsyn med de mindre byer. De sammenlagte enheder fik som nye ministater brug for ’hovedsæder’ og hovedstæder, hvori deres identitet kunne forplante sig og visualiseres. Store landemærker blev bygget i de nye kommunale hovedstæder og de byer, der engang havde kommunekontor og rådhus sygnede hen. Organerne meldte pas, ét for ét. Det var hårdt at se på.
Men trods krise og økonomisk nedgang føler mangen en dansker sig ikke fattig på penge, men på tid. Når arbejdspladser placeres i byerne, skal der kalkuleres med ekstra transporttid, hvis man vælger at bosætte sig landligt. Og her opstår behovet for en bil, ofte to.
I takt med at mindre butikker og institutioner lukkes, skal man nu køre stadig længere.
Uddannelsesmuligheder samles i byerne, så man tvinger de unge derind, hvis de skal uddannes. Og det skal de. Og dér skaber de netværk, og dér får de job. Og de bosætter sig der. De uuddannede bliver herude. Når man centrerer uddannelser og arbejdspladser i byen, er det så fair, at landets socialt udfordrede er et kommunalt og ikke et nationalt ansvar? Hvad om vi også centraliserede konsekvensen af centraliseringen og således udlignede uligheden mellem kommunerne både socialt og økonomisk?
Detailimperiet
Da vi købte vores hus dagen før finanskrisen, var den nærmeste by ikke i forfald. Der var bagere, boghandel, cykelsmed, blomsterhandlere osv. Men så valgte man at udvide et butikstorv 600 meter fra centrum. Nu kunne man få både æbler, bøger og sutsko i Brugs-Rema-Netto-Aldi, og det dræbte al stationsnær handel.
Coop-imperiet udvider løbende og udgør nu byens førende landemærke i tæt konkurrence med kirken. Hvert supermarked sin egen forplads, sin egen asfalterede parkeringsplads. Det er himmelråbende uæstetisk og deprimerende at færdes i. End ikke alkoholikerne orker det.
Der er ingen beviser på, at centralisering har gavnet nogen eller noget hverken økonomisk, ressourcemæssigt og slet ikke socialt. Vil I ansvarlige venligst fortælle, om I selv har lyst til at sende jeres børn i en femsporet skole, hvor ingen kender deres navn, hvis de får næseblod i skolegården? Foretrækker I gigantiske børnefarme med støjniveau og dimension som føromtalte grisestalde? At bøhlandet støt får ringere kår i besparelsens navn tangerer det diskriminerende. Hvor er alle de penge, der blev prædiket sparet på alt denne stordrift?
Så vi forlader vores usælgelige kulturarv og flytter ind, hvor de fleste med indflydelse på det åbne land bor. Dér findes paradoksalt nok det, vi engang søgte på landet for: cykelafstand og stisystemer til divers natur og små daginstitutioner. Vi ses på Fælleden.
Ziff V. Hansen er stud.hort.arch. i landskabsarkitektur
"Hvor er alle de penge, der blev prædiket sparet på alt denne stordrift?"
Virkelig godt spørgsmål, som man skal stille den borgerlige regering og ledelse, og med ekstra spørgsmålet; " For hvem var kommunalreformen egentlig til gavn for? "
Skattelettelser og udenkrigsførelse...
Jeg føler med Ziff Hansen og giver hende ret, men ihu-kommer også alle de udsendelser i TV hvor man kunne høre og se den ene bedsteborger efter den anden give hinanden ret i at skattelettelser var på deres plads, og kun rimelige - det var jo dem som stod op og smurte leverpostej-madderne.
Ja, skattelettelser koster penge.
Og det er end ikke sikkert at de går til eget bedste.
ja jeg undrer mig også - da Danmark nærmest fik et total monopolfirma, Arla på forarbejdning af mælkeprodukter. En kærgården 250g eller Lurpak smørbar (med 25% soja olie) koster tæt på 20 kroner, imens den fra Tyskland eller helt fra New Zealand koster en 10'er.
Nu foregår den nationale yoghurt produktion på Bornholm, mælken i Sønderjylland og osten i Midtjylland og kaffefløden i Nordjylland - lidt overdrevent sagt - men så jerner der Arla lastbiler på kryds og tværs rundt og rundt i landet.
Da jeg var dreng og mine forældre have campingplads på Bulbjerg - så kørte vi 7 morgen til Frøstrup og hentede frisk mælk, ost ved det lokale mejeri og brød til campinggæsterne ved bageren.
Det samme skete der med de små slagterier rundt om i landet og senere de store, og nu flytter de så til Polen - og til hvad gavn? Eksporten eller hur?
Er inderligt enig med afsnittet om Coop-imperiet - listen over smukke ting som industrielle og centraliserende kræfter har skabt er meget kort. Jeg føler også med Ziff Hansen... Hvorfor skal institutioner være større, end at de har kapacitet til at være personlige? Dette spørgsmål kunne næsten stilles generelt til institutioner pga. generel trivsel, men når vi taler skoler og børnehuse/haver, hvis formål er at danne personer, så ser tingene absurde ud, hvis ikke man kan opretholde personlige relationer deri.
Stordriften er en centralistisk psykose skabt og implementeret af folk uden den mindste empati.
Tak for et godt og velskrevet indlæg, Ziff.
Centraliseringen er gået for vidt.Det skulle være så godt for borgeren, men for det meste er det bare en spareøvelse. Demokratiet flytter længere væk fra borgeren, der bliver fremmedgjort i mængden. Der bliver aller helvedes langt til beslutningstagerne - politikerne. Helt ned til Brüssel.
En gang hersede Højskolevenstre ude på landet. Men nu er det Handelshøjskolevenstre. Noget for noget og det skal kunne betale sig. Ren økonomisme, effektivitet og profit. Men i virkeligheden er der tale om ren idioti. I stedet for et sundt, rart og godt samfund får vi et usselt egoistisk fjendsk system.
Mange landmænd vil gerne omlægge til økologisk drift, men bankerne stritter imod. De har ligesom ikke rigtig set perspektiverne i det. Bankerne er her jo heller ikke for at gøre samfundet bedre. Politikerne gør bare hvad virksomhederne og bankerne siger.Man kommer til at savne den gode gamle andelsbevægelse.
Desværre er det også på tegnebrættet at det skal laves kæmpe børneinstitutioner i København. Eksperter er nogenlunde enige om, at store institutioner er dårlige for børn og især vanskeligt stillede børn.
Hvad er meningen med det hele. Er vi bare slaver? Er vi bare produktionsenheder? Skal vi bare arbejde med skyklapper på for at blive rigere. Så kan vi købe endnu en bil til os selv eller et større fjernsyn, som vi kan sidde og kukkelure på. Målet må da hellere være noget med mere tid til alle de spændende aktiviteter med andre mennesker. Mere fritid med børnene, mere tid til at skabe. Finde på bedre måder at leve på. Spil noget mere musik, spil mere teater, klatr mere i træer, byg nogle bedre solceller og batterier, mal, opfind et nyt spil. Mere tid til det lokale og nærmiljøet.
Tak til Ziff for dette opråb
Balancen er svær og der sker hele tiden en centralisering. Man flytter fra enkelthuse i det åbne land til den lille landsby, hvorfra andre flytter til købstaden, hvor der blev plads fordi andre flytter til hovedstaden. Men hvem flytter til det åbne land og udkantsområderne - for få. Det er typisk ikke længere de ressourcestærke som der er så inderligt brug for. Efter min opfattelse bør man kommunalt se på at etablere stærke og bæredygtige "bo-centre" - læs landsbyer, der er passende serviceret med kommunale servicetilbud for at stoppe fraflytningen. Et eksempel er Vigersted i Ringsted Kommune "den mindste by tættest på København med kommunalt servicetilbud fra 0-9. klasse". Jf. kirkebogen ca 1200 sognebørn og med offentlige transportmidler i timedrift kan man være på Hovedbanen på ca. 1 time. Så kan det gode familieliv midt i naturen fungere.
Palle Kristoffersen
Danmark er blevet hvad vi har stemt det til.
I troede at i kunne stemme på de pseudo sociale partier og slippe væk med det.
Endnu engang:
I 1970 kom kommunalreformen og by- og landzoneloven (planloven). Vedtaget i folketinget 1969. Med denne lov blev Danmark opdelt i tre zoner: landzone, byzone og sommerhusområder.
Omskrevet: Udkanten- Metropolen- Fedet
Det ville klæde vore kære ledere, hvis de turde stå ved at de målrettet har arbejdet på at nedlægge landsbyerne. Man har lukket busruter, skoler og biblioteker, man har tilladt megalomane indkøbsørkener i de store byers udkant og derved lukket en masse små købmænd.
Man har sikkert haft sine grunde, men kunne de dog ikke blot stå ved at de er ligeglade med de små lokalsamfund, og gerne ofrer dem på centraliseringens og "nødvendighedens" alter?
'Vi vil ha Danmark tilbage' - alle er i efterkrigstidens posttraumatiske mangelsyndrom blevet overfodret med bevidstløst forbrug - hele ressourceadministrationen er baseret på en syg forretningsmodel > uendelig vækst udfra et endeligt ressourcegrundlag i uhellig alliance med ideen om det hensigtsmæssige i at konkurrenceudsætte overlevelsesressourcer.
Stadig flere mærker konsekvenserne - har en oplevelse af øget fremmedgørelse. Og det er sandt : Følg pengene - find de ansvarlige.
Vi må dybtgående stille os selv det enkle men helt afgørende spørgsmål : hvilket liv vil vi ha? Et primitivt samfund hvor der konkurreres om overlevelsesressourcer? Eller et sofistikeret samfund, hvor individerne kan samarbejde ifht at af få helheden til at fungere?
Nuværende models konkurrence om miljø-og socioøkonomi = overlevelsesressourcer har haft mere end rigelig tid, til at det nu må stå lysende klart, at den ikke har løst sin opgave, og at vi ikke har mere tid til det forsøg. Et paradigmeskift er nødvendigt, og alle kan og må i denne for alle stadig mere umulige og belastede situation bidrage, som de bedst kan. Forståelse er en forudsætning for forandring. Let's roll - og holde humøret højt - også selv om det i mørket stunder kan føles som 'nearer god to thee' (titanic)
Uanset hvor man arbejder i den offentlge sektor foregår der en lang og vedvarende ødelæggende "strukturændring". Det vil sige nedlæggelse af de borgernære institutioner.
Personalet ønsker det ikke, men holder gode miner til slet spil for ikke at være den næste, der fyres.
Institutionslederne er klemte mellem brugerne, personalet og den politiske og administrative ledelse. De har det bedst, når de er til diverse lederseminarer, hvor de bekræfter hinanden i at man skal være innovativ og omstillingsparat og at alt går i den rigtige retning. Den største trussel er ældre fagligt velfunderede medarbejdere, der lægger vægt på en ordenlig behandlng af borgerne. Det er dem der har har fået klistret mærkatet "det brune hjørne" på sig.
Kommunalpolitikerne styres med hård hånd og sanktioner fra KL og Finansministeriet.
Selv om en meget stor del af befolkningen kan se, at den er rivende gal med skoler, busser, politisygehuse, biblioteker, børnehaver, plejehjem, niversiteter etc. og at de offentlige sevicetilbud ødelægges på rekordtid, er det svært at se hvor oprøret skal komme fra.
Den interne systemkritik er kvalt med frygt, .
Brugerne har kun indlydelse via styrede brugerundersøgelser, hvor ansvaret ikke placeres på Christiansborg, men på ledelse og medarbejdere på de enkelte institutioner.
Kritiske partimedlemmer stemples som uprofessionelle narrehoveder, der ikke "kender spillet".
Diagnosen er klar. Behandlingen burde ligge lige for.
Men det er desværre de forkerte vi har valgt på Tinge, hvis vi ønsker respekt for faglighed og professionalisme i vores institutioner.
Vi er gået fra et servicesamfund til et kontrolsamfund. Og store centralt beliggende institutioner er lettere at overvåge for statsforvaltningen.
Hvor ville jeg ønske, at centralisering blev et emne under næste valgkamp.
Det er en kamp mod vejrmøller at forsøge at ændre retning, når ikke engang regeringen griber ind overfor lånemulighederne, eller mangel på samme, praktiseret af kreditforeningerne.
Beretningen er mærkværdig, når familien vælger det helt modsatte at flytte til hovedstaden. Der må jo være en grund til, at de dengang blev tiltrukket af området på landet.
De udviklingsresultater, der beskrives, er der jo ikke noget nyt i.
Vældig velskrevet indlæg, som det er nemt at erklære sig enig i, hvilket mange helt refleksmæssigt har gjort. Bestemt enig i, at en udvidelse af et butikstorv med en ny Netto og en ny Fakta overfor Superbrugsen og Aldi er ekstremt dårlig byplanlægning, men jeg synes også, den gode forfatter roder for mange ting sammen:
1) Man har altid skullet se sig for, inden man købte hus på landet. Ganske mange huse på landet er i dårlig stand og ligger elendigt i forhold til vej og trafik, trafikforbindelser, gå-tur-muligheder, naboer og svinefarme, og sådan var det også for 30 år siden. Mange huse i det åbne land ligger også på latterligt små grunde, fordi det er fedtede landmænd, der har solgt dem fra, og de skulle selv bruge jorden. Intet af dette har med kommunalreformen eller disse årtiers ”centralisering” at gøre .
2) Fortiden var sgu ikke noget at råbe hurra for. De tidligere små landkommuner, Ziff taler om, blev i årevis styret af bønder, som holdt kommuneskatten så lav som muligt. Da vi kom til en af kommunerne i Ziffs nabolag i 80erne, fik vores datter en geografibog i skolen, som var nøjagtig magen til den, vi selv havde haft i skolen mere end 25 år før. Vuggestuer fandtes ikke (det var før det på forunderlig vis blev en trend, også blandt ”venstreorienterede” forældre, at mene at uuddannede dagplejere er hot stuff).
3) Noget af det, de nye kommuner arvede fra de gamle, var et væld af små, forældede og dårligt vedligeholdte daginstitutioner og skoler. Når den nye kommune konstaterer, at 4 ud af 5 daginstitutioner i en relativt lille by med faldende børnetal er helt håbløse at bringe op til tidens standard, er det ærligt talt nærliggende at bygge en ny, som både er bygningsmæssigt bæredygtig (klima/energi/miljø) og fagligt bæredygtig (fleksible rammer (hvorfor får Ziff lige flettet ordet ufleksible ind her?), flere børn = flere pædagoger = bredere fagligt miljø). De forældre og medarbejdere, som – i ”Ziffs by” - medvirkede i processen med at vælge det nye projekt, kunne da næsten heller ikke få hænderne ned, da de så, hvad de kunne få i stedet for det gamle møg, de gik og sloges med.
4) I det hele taget skulle man måske skille diskussionen om store/små skoler og daginstitutioner fra den generelle diskussion om centralisering. Også på venstrefløjen er man nødt til at indse, at småt ikke nødvendigvis er godt. En af kommunens største skoler er sjovt nok en privatskole med 4 spor fra 5.-10. klasse. Hvorfor er den så populær? Fordi forældrene vælger de små skoler og deres klaustrofobiske miljø fra?
Det er lidt svært at få forfatterens konklusion til at rime med fortællingen: Flytter man til hovedstaden er man vel rimeligt sikker på at få sine børn i endnu større skoler etc.?
Endnu mere cand. romantik strofer. Bare flyt til København.
jeg gider ik bo i en storby, folk der bor i storbyerne kender ik engang deres nabo, og kan i det hele taget kun holde andre ud når det kommer dem til nytte :-)
Er selv tilflytter fra den jyske metropol Århus ud til en idyllisk landsby, Hyllested på Djursland.
Her er en bevaringsværdige og gamle natur- og landskabsmiljøer; alt sammen med udsigt til Kattegat.
Vi flyttede hertil grundet de store landskabelige og kulturbevaringsværdige værdier med et velfungerende landsbymiljø oven i købet.
Men som andre områder med råstoffer i undergrunden, så er glubske råstofentreprenører på udkig efter hvor de kan anmode Regionen om at lave grusgrave så store som små stationsbyer lige uden for landsbygrænsen. Alt sammen fordi de store byer skal Vokse og bygge prestigebyggerier; store universitetshospitaler og motorvejsforbindelser samt luksuslejligheder ved Århus havnefront. Alt sammen på bekostning af befolkning i yderområderne. Vi skal levere vores natur- og landskabsværdier så Metropolerne kan vokse. En dødssyg "udvikling" som skal stoppes.
Povl Thomsen.
Jeg kan glæde dig med, at de gode, gamle geografibøger har overlevet srukturændringerne.
Der er nemlig ikke afsat ret mange håndører af til klassesæt.
Det gjorde ikke så meget, hvis der var tilstrækkeligt med funktionsdygtige it-arbejdspladser.
Men når systemerne er nede - og det er de ofte - kravler lærerne ind på depotet med klassesæt
og fisker de gennemarbejdede bøger fra Geografforlaget fra fordumstid frem fra mølposen.
Trist læsning.. Men jeg tror nu stadig på landlivet! Det er helt sikkert et stort arbejde at finde frem til det udkantsdanmark, der passer den enkelte familie - og helt sikkert et stort arbejde at bo der. Men jeg havde sgu en lykkelig opvækst ude af en 3,5km grusvej i Nordjylland. Med to biler, senere knallerter, nu motorcykler. Det er prisen - men det er da til at leve med!
Der skal træffes en beslutning om at føre strukturpolitik på landsplan hvis dette skal ændres. En erkendelse af at vi er et land.
Svært når det fleste i magtens centrum er så optagede af at være europæere.
Har de egentlig tænkt på at Danmark er "udkantseuropa" :)
Ziff V. Hansen strejfer flere steder i teksten de trafikale problemer, nødvendigheden af to biler ude på bøhlandet, fjernede og udtyndede busruter etc. Jeg kan supplere med, og det er noget, som meget få Informations-læsere vist er klar over, at Region Sjælland gør klar til at nedlægge en lokalbane i Vest- og Midtsjælland, strækningen Slagelse-Høng-Tølløse. Det vil være ødelæggende for bl.a. den nordlige del af Sorø Kommune, ligesom det klart illustrerer det mønster med centralisering og forringelser og bortskæring af faciliteter i landdistriker og yderområder, som kronikøren så træffende har beskrevet.
Alle de mange mio mia skal jo BRUGES til noget - at investere i livskvalitet for mennesker er slet ikke på tale, næh - porteføljerne skal bundlinje optimeres, og det kan åbenbart kun ske ved at investere materielt og på den korte bane. Det er den rene kong midas historie - ovenikøbet med stjålent guld. Der er enorme værdier i udkantsdanmark, som fællesskabets repræsentanter overhovedet ikke kan finde ud af at forvalte - måske er den bagvedliggende strategi hos pengemagten at forarme udkantsområderne, så de kan købes for en slik af kapitalstærke privatister. Og atter sælger hjernedumme kortsynede politikere ud af folkets, af fællesskabets ejendom for småpenge, ligesom det er sket med tdc, dong, m.v.
Fællesskabet har brug for at lægge en ny strategi for sin ejendom og ikke overlade forvaltningen af sine forretninger til dumme og/eller korrupte politikere. Med Alternativets politiske laboratorier gives folket netop en øget mulighed for at deltage heri.
Nu har piketty og andre gjort det teoretiske forarbejde ifht at afsløre den ikke blot yderst uhensigtsmæssige men også illegitime administration af fællesskabets ressourcer, som foregår, og dermed nærmet os den miljø-og socioøkonomiske, økologiske bæredygtighed og respekt for planetens kredsløb, dens cirkulære økonomi, som er en absolut forudsætning for at undgå endnu mere kaos.
Det er ALLES røv, der er på komedie, vågn nu op til dåd - på en nærværende og kærlig måde.
Endnu en gennemlæsning overbeviser mig om, at forfatteren godt nok må have haft et stort behov for at opbygge en fortælling, som kunne forklare eller bortforklare hendes mislykkede forsøg på at flytte på landet. Alt kan bruges, herunder en god del fri poesi.
Til ovennævnte (5/3 23:56) kan tilføjes:
Om skovbørnehaven: Lukkede ikke, fordi der ”ikke var penge i skidtet, kun glade børn” (kommunen have lige brugt 7-8 millioner på at sætte stedet i stand) - men fordi kommunen og det af kommunen til formålet hyrede arkitektfirma havde overset, at det idylliske skovfogedhus ikke kunne bringes i en stand – vist primært pga loftshøjden – så lokalerne opfyldte arbejdsmiljøloven. Derfor var BUPL så venlige at anlægge en sag mod kommunen, som kommunen tabte.
Om den nye ”børnefarm” (!): Her er et citat fra den lokale presse under processen: ”Forældre, distriktsbestyrelse og MED-udvalg (medarbejderne) har i den forløbne tid haft sammenlægningsplanen til høring. Svarene viser en udbredt enighed om at lægge Spiren, Troldehytten og Kernehuset sammen i én ny institution. Kommunen vil – efter anbefaling fra forældrebestyrelsen og personalet – undersøge, om Børnehuset Firkløveren også kan indgå i den nye institution.” Forinden havde der været arrangeret besøg i en mindre nabobys fra-2-institutioner-til-1-institution-løsning, hvor de glade forældre bl.a. kunne fortælle om den 110 børn store institution, at: ” Det har været en meget god oplevelse for mine børn at rykke herover i denne moderne og anderledes byggede børneinstitution. De har elsket at møde alle de andre børn til fællesmorgenmad, men har også syntes, det var rart, at de kunne trække sig tilbage til deres kube og være sammen med deres nærmeste legekammerater. Dertil kommer, at jeg som forælder slet ikke lægger mærke til, at der er så mange børn her i bygningen, fordi huset er bygget på denne specielle måde … [Forældrebestyrelsesformanden] forklarer også, at han har kunnet mærke en forandring på personalet, efter de er kommet i en større personalegruppe i det nye børnehus: Før virkede det som om, de var kørt lidt fast, men nu synes jeg, at de virker mere inspirerede og er mere oppe på dupperne for at lave nye spændende ting, siger han.”
Det er helt på sin plads at være skeptisk overfor unødvendig centralisering, men jeg synes man skal være mere omhyggelig med sine fortællinger, for ellers ender man med en forkert analyse.
Hun har nogle pointer, men har formentlig haft en naiv forestilling om hvad livet på landet kunne tilbyde - skovbørnehaver, fritgående køer og grise osv. Hun skulle være rejst tilbage i tiden og ikke på landet.
Offentlig transport har altid været elendig uden for de større byer, og cykelture forbundet med konstant modvind samt biler der kørte 110 km/t på landevejen. Familier på landet har 2 biler (hvilket de fleste også har i byerne), og man afsætter nogle timer om ugen på at køre børnene til det de nu skal. Hvis man kan leve med det, så giver det stor glæde at køre ud af byen når man har fri fra arbejde. Når alt kommer til alt, er det vel beboerne i byen man prøver at undvige.