Slagteriselskabet Danmark er en realitet
Danish Crown og Tican fusionerer. Dermed skaber de reelt det, som progressive ledere i landbruget har drømt om i årtier: Slagteriselskabet Danmark.
Ejerne af Danmarks to største slagteriselskaber, Tican og Danish Crown, har netop vedtaget at fusionere.
Med fusionen dannes et slagteriselskab, som omsætter for 63 mia. kr. og årligt slagter omkring 16,5 mio. grise i Danmark.
De to selskaber har gennem mange år været rivaler, og planerne om fusion er kun opstået, fordi Tican er endt i en dyb økonomisk krise.
Den har været under opsejling i længere tid, men blev dramatisk forværret, da Rusland i 2014 indførte en politisk bestemt boykot af stort set alle fødevarer fra EU.
Det slog bunden ud af indtjeningen hos Tican, som tidligere har haft en meget stor og lukrativ eksport til Rusland.
Derfor har Ticans andelshavere – 277 jyske svineproducenter – i dag været tvunget til at stemme ja til en fusion, som sender dem i armene på den mangeårige konkurrent.
Blandt Ticans ejere sagde 91 pct. ja til fusionen, mens Danish Crowns repræsentantskab sagde enstemmigt ja.
»Jeg er glad for, at der er så massiv opbakning blandt ejerne i begge selskaber. Det viser, at den her fusion er den rigtige løsning i situationen. Et klart ja fra ejerne på begge sider skaber et solidt fundament for arbejdet med at fusionere de to virksomheder,« siger Danish Crowns formand Erik Bredholt.
Fusionsbetingelserne afspejler tydeligt, at der reelt er tale om, at giganten Danish Crown bukker sig og samler den nødlidende lillebror, Tican, op.
Ticans andelshavere får de første to år efter fusionen en lavere svinekødsafregning end Danish Crowns nuværende andelshavere. Det er betalingen for at blive reddet og optaget som fuldgyldige ejere i et økonomisk stærkere selskab.
Ticans bestyrelsesformand, Jens Jørgen Henriksen, betegner debatten op til afstemningen som »saglig og konstruktiv« og glæder sig over, at der var stort flertal for fusionen.
»Det, der især optager vores andelshavere, er naturligvis, hvordan de skal komme igennem de to år, hvor en del af deres restbetaling (et årligt tillæg til svinekødsafregningen, red.) skal gå til udligning af forskellen i det aktuelle indtjeningsniveau og egenkapitalen i de to selskaber.«
Med fusionen er årtiers rivaliseren mellem de danske andelsslagterier slut. Nu er der kun et andelsslagteri af betydning tilbage, og dermed er den gamle drøm om dannelsen af Slagteriselskabet Danmark blevet til virkelighed.
I forbindelse med fusionen får Ticans andelshavere mulighed for at forlade selskabet uden det sædvanlige 24 måneders opsigelsesvarsel. Nogle af Tican-andelshaverne har allerede meddelt, at de vil benytte sig at den mulighed.