De unge: Sådan får I os til at blive boende i udkantsdanmark

Hvordan kan provinsen blive bedre til at holde fast på de unge? 

Spørgsmålet er på nuværende tidspunkt omdrejningspunkt for en debat på TV 2 NEWS' Snapchat-profil tv2newsdk. Det stilles i forlængelse af en artikel i Metroxpress, som belyser en efterhånden kendt problematik: Flere og flere unge forlader provinsbyerne og bosætter sig i stedet i hovedstaden

Og det kan mærkes på gennemsnitsalderen i ydreområderne, blandt andet på Læsø, hvor befolkningens gennemsnitsalder i snit nu er 16 år højere end gennemsnitsalderen blandt borgerne i hovedstaden.

Mere præcist er gennemsnitsalderen på Læsø 52,3 år, mens gennemsnitsalderen i hovedstaden har bevæget sig ned på 35,9 år, viser nye tal fra Danmarks Statistik. 

Fortvivlet borgmester

På Læsø er borgmester Tobias Birch Johansen (S) fortvivlet.

- Jeg ved ikke, hvordan jeg skal vende udviklingen og få flere unge til at blive og lokke flere hertil, siger han til Metroxpress. 

Men der er hjælp at hente - måske. På Snapchat har vi i dag stillet spørgsmålet: Hvordan kan provinsen blive bedre til at holde fast på de unge? Herunder følger en række af de svar, vi har modtaget i løbet af dagen. 

Flere brugere har også sendt tv2newsdk-profilen chat-beskeder, hvori de uddyber deres holdninger. En af dem er Steffen Søgaard på 15 år.

- Man skal sørge for, at der er et godt fællesskab i de små byer. Derudover skal skolerne forbedre sig, fordi skolerne simpelthen bare er bedre i de store byer, skriver Steffen Søgaard.

En anden Snapchat-bruger, Lasse Arentooft, mener, at udkantsdanmark skal se på, hvordan man som område og by kan aktivere de unge.

- De unge kan godt lide, når der sker noget, og på Læsø sker der eksempelvis ikke det store. Et forslag kunne være at lave en årlig "Ung Camp", som kombinerer musik med sociale aktiviteter, skriver Lasse Arentooft. 

Du kan deltage i debatten på Snapchat og på Facebook:

Følg os på Snapchat

TV 2 NEWS er på Snapchat. Vil du følge os? 

  • Tilføj brugernavnet tv2newsdk på Snapchat
  • Du kan også åbne Snapchat og rette kameraet mod den gule QR-kode