Hodde hedder den. Med to bløde d'er og et o, der lyder som et å. En lille landsby, hvor man kigger forgæves efter både brugs, børnehave og skole, men til gengæld finder kirke, kro og smed. Og så ikke at forglemme et lille ostemejeri ved navn ”Kristiansminde”. Det er sidstnævnte, der er årsagen til, at Kristeligt Dagblad har bevæget sig ud på det, man vist uden at fornærme nogen kan kalde landet.
Hodde hører til Varde Kommune og ligger cirka 15 kilometer uden for Varde bymidte. Ud over at være velsignet med et stykke af den nyanlagte Varde Å i baghaven kan de 332 indbyggere i landsbyen glæde sig over at huse en vaskeægte europamester. ”Hodde Kristian” hedder han, og han er hverken fodboldspiller eller fægter, men derimod en ost - en gul, fast en af slagsen, som i 2012 formåede at vinde prisen som Europas bedste økologiske ost. I dag sælges den primært på de finere restauranter i København.
Det er torsdag formiddag, og Vagn Borg og Jesper Valsted byder indenfor i det lille mejeri, der i dag er ejet af det økologiske andelsmejeri Naturmælk. Indtil 2010 var det Vagn Borg og hans hustru, der ejede det, men nu driver de det for Naturmælk, godt hjulpet af mejeristen Jesper Valsted.
Vagn Borg skærer lidt brød, og de hjælpes ad med at anrette et fad med ikke bare økologiske, men biodynamiske oste - heriblandt ”Hodde Kristian”.
Det var økonomiske incitamenter, der gjorde Vagn Borg og hans kone til økologer i 1990, hvorimod det, da de skiftede til at være biodynamiske i 2003, snarere var et udslag af ideologi. At det blev ost af høj kvalitet, parret valgte at satse på, er der to årsager til.
”Hvis man skal lave biodynamiske produkter, skal det være luksusprodukter, ellers kan det slet ikke betale sig. Også fordi hele fremstillingen foregår pr. håndkraft. Samtidig var der en her i området, som sagde, at han kunne lære mig at lave ost, og det valgte jeg så at satse på. Jeg kom til at tro så meget på det, at vi solgte gården og køerne fra,” siger Vagn Borg.
Tiltroen til ostene viste sig at være klog. Kristiansmindes største kunder fandt de hurtigt i cateringbranchen, og i finanskrisens værste år, hvor luksus var for de få, og discount for de fleste, blev mejeriet forskånet, fordi deres salgsprodukter ikke var dyr, biodynamisk mælk, der skulle konkurrere med de billige i discountsupermarkederne, men derimod oste i luksusklassen. Der er flere penge i forædling, lader mejeristen Jesper Valsted mig forstå.
Ugentligt laves der ost af 6000 liter mælk på Kristiansminde, og stor set alt arbejde foregår ved håndkraft - Vagn Borg og Jesper Valsted går selv og holder øje med ostene i kølerummene, vender dem, hvis de trænger, visker dem (fagudtryk for at vande dem), når det er nødvendigt, og selv indpakningen står de selv for.
”Det går godt. Vi sælger det, vi har,” svarer Vagn Borg beskedent, da jeg spørger om, hvorvidt ”Hodde Kristian” og hans brødre med navne som ”Gule Kristian” og ”Bette Kristian” udgør en god forretning.
På Kristiansminde har de aldrig brugt en krone på dyre markedsføringskampagner eller annoncer - i stedet rider succesen på ryggen af den gode historie om et lille, undseligt mejeri helt derudefra, hvor Vesterhavets bølger næsten kysser ostene farvel, når de sendes østpå.
”Jeg tror, at de store restauranter ser positivt på, at ostene har en historie med sig, som er anderledes. Vi åbner også for, at kokke kan komme herover og besøge os og tage hjem og fortælle gæsterne om det,” siger Jesper Valsted.
”Vi er en væsentlig del af samfundet og sundheden. Den kærlighed, vi smider i osten, går jo videre til andre,” supplerer Vagn Borg.
De er begge helt på det rene med, at de mennesker, ostene ryger videre til, som oftest er københavnere. Økologien er ikke rigtigt kommet til Vestjylland endnu. Men det betyder ikke, at de ser hovedstaden som finere end resten af landet, og udkantsdebatten er kørt af sporet, mener de.
”Udkant er blevet et fortærsket udtryk, og det virker helt skørt at tale om udkant i en lille flække som Danmark. Hvis der er noget, der er udkant, må det da være København - herude bor de stærke, dem, der kan klare sig selv,” siger Vagn Borg, inden han og mejeristen vinker farvel og forklarer mig vejen ind til Varde centrum.
Klare sig selv kan også Kenneth Damgaard, og som praktiserende læge har han ligeledes været med til at sørge for, at borgerne i Varde Kommune kan det samme. I 2009 åbnede han nemlig sammen med tre unge kollegaer og en enkelt ældre en ny lægeklinik i Varde midtby. Tiltrængt, idet Varde var en af de kommuner, hvor man for få år siden frygtede ikke at kunne tilbyde alle borgere en praktiserende læge.
Kenneth Damgaard endte som lægestuderende fra Københavns Universitet i det daværende Ribe Amt, da han skulle i turnus, og sammen med sin familie valgte han at bosætte sig i en midlertidig lægebolig i Varde.
”Det var planen, at vi ville tilbage til trekantsområdet, når jeg var færdig. Men da jeg kom til at bo her, fandt jeg ud af, at her kunne jeg faktisk godt slå mig ned. Det spillede også en rolle, at jeg hurtigere kunne få min speciallægeuddannelse her i Varde end i for eksempel Vejle,” fortæller han fra sin konsultation.
Under sin uddannelse til speciallæge på Esbjerg Sygehus begyndte han og nogle af de andre unge læger at tale om at starte egen praksis i byen.
”Der var mange læger på vej på pension her i Varde, og der ville være flere fordele ved at satse på en praksis her. Vi har fået vores ydernumre til en yderst fornuftig pris, og vi kunne få opført præcis det lægehus, vi gerne ville, uden at det ville koste os alt for meget. Når man skal købe sig ind hos ældre læger, må man tit indrette sig efter dem - her kunne jeg starte helt fra bunden med nogle kollegaer, som jeg vidste, at jeg delte arbejdsværdier med,” siger Kenneth Dam-gaard.
Også personligt føler den 39-årige praktiserende læge, at han er havnet det rigtige sted. Sammen med sin kone og to børn har han købt et hus beliggende på en 2500 kvadratmeter stor grund, der ligger, så de føler, de bor på landet, men kun har to kilometer ind til Varde centrum.
”Vi har fået by og land i en pakke og bor stadig i et parcelhuskvarter med mange legekammerater til børnene. Her er gode skoler og institutioner og et hav af fritidsaktiviteter, man kan gå til,” siger han og fortsætter:
”Jeg tænker ikke over, at jeg bor i det, andre kalder Udkantsdanmark. Folk tror, at Udkantsdanmark er lig med Låsby-Svendsen, forfaldne huse og kun gamle mennesker, men sådan er det jo ikke. Det kan godt være, at her ikke bor lige så mange akademikere som i de store byer, men der må jeg bare sige, at som akademiker er det bestemt ikke noget, jeg føler mig ramt af,” siger Kenneth Damgaard.
Når man kører ind i Varde by, mødes man af et kæmpe skilt, der er svært at overse. ”Årets Højdespringer” står der på det. Varde Kommune er af Dansk Industri blevet kåret som den danske kommune, der er avanceret mest på listen over erhvervsvenlige byer, målt ud fra kriterier som velfærdsservice, infrastruktur og kommunale rammevilkår.
Hele 52 pladser op ad listen er det lykkedes Varde at springe, så byen nu ligger nummer 12 blandt alle landets 98 kommuner.
Smilet om borgmester Erik Buhls (V) mund er da også bredt, da han efter det, andre vil kalde fyraften, tager imod på sit kontor.
”Vi er en kommune i udvikling og har investeret nogle millioner mere i erhvervslivet, som kommer os til gode nu. Vores befolkningstal ser også ud til at stige, og så blev vi kåret som årets cykelkommune i foråret,” siger han og peger op på væggen, hvor et diplom vidner om titlen.
”Det er et mål for mig, at vi skal tænke positivt. Vi er jo i Vestjylland, og det der med at prale ligger ikke sådan lige for. Men jeg øver mig og forsøger også at brede det ud til andre,” siger Erik Buhl.
Borgmesteren, der har siddet siden den 1. januar i år og tidligere har været borgmester i den daværende Ølgod Kommune, taler godt for sig, når han ridser den ene gode grund efter den anden til at flytte til Varde op.
Han finder en stor bog frem. ”Naturen til bords - en kulinarisk rejse langs Vadehavs- og Vesterhavskysten” hedder den - og Varde Kommune er godt repræsenteret i bogen. Varde Ådal Lam (et økologisk landbrug), Tistrup Mejeri, Henne Kirkeby Kro, H.R. Skov - en café ved Blåvand, der blandt andet sælger hjemmelavet lyngsnaps -og Enghavegård Osteri. Og så er der endda ikke blevet plads til dem alle - Øselund Gedeosteri, Ølgod Bryghus og Varde Ådals Kød har ikke fundet plads i bogen.
”Jeg tror godt, at du kan høre, at jeg er stolt af min kommune. Jeg er kommet til at turde sige, at vi er gode til noget. Nu skal vi bare lære at fortælle de unge, at de skal komme tilbage hertil efter endt uddannelse,” siger Erik Buhl.
Han er helt klar over, at der skal arbejdes hårdt for at få bragt gennemsnitsalderen på kommunens borgere længere ned, men han mener faktisk, at der er reelle muligheder for dem her.
HTH-køkkener, Fiber Vision og BoConcept er nogle af de virksomheder, som har hovedsæde i Varde, og så er der jo også kasernen, som for ikke så længe siden også fik tilført Sergentskolen fra Sønderborg Kommune.
”I hele Varde Garnison er der vel 1100-1200 arbejdspladser. Her kan du gå fra at være menig til general inden for en radius af 10 kilometer, og der udbetales mellem 400 og 500 millioner kroner i løn årligt til militæret,” siger han.
Mens Erik Buhl er glad for kasernens placering i Varde, bliver smilet lidt mindre, når vi taler om den stigende centraliseringslyst fra politikerne på Christiansborg.
”Jeg er klar over, at den politiske trend er at flytte tingene til centrum og arbejde med store enheder. Men jeg ville gerne, at vi fik arbejdsvilkår, der er mere rimelige, samt en større råderet til at vælge de lokale løsninger, når det giver mening - Fi-nanstilsynet måtte gerne se lidt mere positivt på mulighederne herude,” siger han og afviser at bruge ordet Udkantsdanmark.
”Jeg kan bedre lide ordet 'Vandkantsdanmark' - det giver os værdi. Og hør lige, vi er altså nabo til Esbjerg, Danmarks femtestørste by, så selvom jeg godt ved, at Malmö er tættere på dem, der sidder ovre på Slotsholmen, så synes jeg ikke, at det giver mening at tale om udkant,” siger han.
Venstreborgmesterens bevægelser er hurtige - hvad enten det er skridtene hen over kontorgulvet, eller når han fører kaffekoppen op til munden. Tingene må gerne gå tjept. Måske er det derfor, at han og kollegaerne har valgt at få hjælp fra en brandingvirksomhed fra hovedstaden til at få skabt Varde et godt brand. En omdømmeanalyse har vist, at alt for få uden for kommunegrænsen kender til Varde og mulighederne her - det skal der laves om på, og brandingeksperten Nikolaj Stagis er allerede i fuld gang med at sætte Varde om ikke på europakortet, så i hvert fald på danmarkskortet.
”Selvfølgelig tror jeg på det,” siger Erik Buhl, mens han med hastige skridt følger mig ned til receptionen og låser mig ud under Vardes mørke aftenhimmel.
