Naboer hjælper spritbilist, der fik fem biler konfiskeret
Lokalsamfundet i en lille vestjysk by har hjulpet en notorisk spritbilist på ret køl.
Fem konfiskerede biler og endnu flere sigtelser for spritkørsel. Det er hvad strafferegister for en 46-årig bilist fra Vittarp ved Varde tæller - alene i år.
Jeg har stor respekt for, at han har taget imod med så åbne arme, som han har. Det har også krævet meget af ham.
Den dyre og ikke mindst trafikfarlige adfærd skulle nu have fået en ende. Og nej - manden er ikke blevet smidt bag tremmer. Derimod har hans naboer i det lille lokalsamfund forsøgt at hjælpe ham i en bedre retning.
"Vi ved jo, hvem hinanden er herude. Så vi har taget en god snak med ham, og han var faktisk ret glad for, at nogen bekymrede sig om ham," siger en beboer i den lille by, der ikke ønsker at få sit navn frem.
Beboeren fortæller, at manden har et arbejde i en nærliggende by, og at det derfor er vigtigt for ham at kunne komme frem og tilbage.
"Vi fik ham med på ideen om, at han skulle købe en knallert i stedet for en bil denne gang. Hvis vejene bliver ufremkommelige, eller hvis han ikke kan komme hjem, så skal han bare ringe, så vil en af os starte bilen og hente ham," siger beboeren.
På spørgsmålet om motivationen for at hjælpe manden er naboen ikke tøvende.
"Det var helt naturligt at tage en snak med manden. Der er jo ingen, der gør sådan noget, uden at der stikker noget under. Jeg har stor respekt for, at han har taget imod vores forslag med så åbne arme, som han har. Det har også krævet meget af ham," siger beboeren.
Hos lokalpolitiet i Varde er man glad for, at der umiddelbart er sat en stopper for den 46-åriges spritkørsel.
"Sidste gang vi var i kontakt med manden var, da han fik konfiskeret bil nummer fem for omkring en måned siden. Det er da glædeligt, hvis det er sidste gang, at vi støder på ham i den forbindelse," siger lederen af lokalpolitiet i Varde, politikommissær Bjørn Pedersen.
Til JydskeVestkysten har manden oplyst, at han er glad for naboernes hjælp, og at han nu er holdt op med at drikke alkohol.
Han understreger også, at han ikke haft alkohol i blodet de fem gange, han har fået konfiskeret et køretøj.
Jyllands-Posten er bekendt med beboerens identitet.