lørdag 21 sep 2013 - Ansager
Efteråret på Ansager Hotel
Ansager Hotel september 2013
Ansager Hotel september 2013 Foto: Johnny Enghave
I Ansager blev sommeren afsluttet med en succesrig MARIE festival, pælesidning og vikingelejr

Hele byen var fyldt op med gæster til festivalen. Også Ansager Hotel var fyldt til bristepunktet og havde en stor omsætning.

Men hvordan går det egentlig med hotellet?

Mange af byens borgere stiller spørgsmålet. Har der ikke været lidt stille i løbet af sommeren eller hvad?

"Udadtil har det måske været lidt stille, men i bestyrelsen for Ansager Hotel har vi forsat arbejdet hen imod at få hotellet i drift" fortæller Peter Fog, formand for bestyrelsen.

"Der har været afholdt enkelte private arrangementer og planlægningen af vores deltagelse i MARIE-festivalen har taget meget tid".

"Men vi har forsømt at informere om, hvordan det forløber med hotellet. Vi vil i den kommende tid øge informationerne. Det vil vi gøre ved at udsende korte nyheder på ansager.info. Til gengæld vil vi ikke udsende nyhedsbreve direkte til anpartshaverne. Jeg vil derfor opfordre anparts­haverne i Ansager Hotel og andre til at følge informationerne på ansager.info" afslutter Peter Fog.

vist 535 gange