lørdag 22 jun 2013 - Ansager
Arkiv: Ansager Skakklub
Ansager Lokalhistoriske Arkiv har lige fået indleveret en vandrepokal

Ansager Skakklub står der på pokalen, og der er indgraveret navne fra 1949 til 1959.

Pokalen bærer tegn på at være blevet pudset ihærdigt gennem tiden. Normalt tager arkivet ikke mod genstande, men på grund af de indgraverede navne og da vi i forvejen har arkivalier om skakklubbeb, gjorde vi en undtagelse.

Vi har en kassebog fra klubben der starter i vinteren 1935. 6. februar det år er der 12 spillere fra Ansager der dystede mod 12 fra Varde skakklub. Ansager vandt med 14½ point mod 9½ point.

1948-49 var der 30 medlemmer, der hver betalte 2 kr. om året. Kontinentet holdt sig uændret så længe klubben eksisterede. Spillerne deltog i turneringer med Varde, Grindsted, Bramminge, Holsted, Outrup, Hejnsvig, Sdr. Omme og Filskov. Den omtalte pokal blev købt hos urmager og guldsmed Jens Schmidt for 25,30 kr.

Var det ikke en ide at oprette en skakklub igen ! ( Også for børn.) Den gamle Station stiller gerne lokaler til.

Ove Nørager- Nielsen

vist 437 gange