fredag 21 sep 2018 - Ansager
Vi fik værktøjer med hjem fra demensaftenen
Ellen og Bent Gøbel i Ansager var med til demensmødet i Skovlund Kulturhus i håb om at få helt praktiske tips med hjem
Ellen og Bent Gøbel i Ansager var med til demensmødet i Skovlund Kulturhus i håb om at få helt praktiske tips med hjem Foto: Karsten Madsen
Ellen og Bent Gøbel fra Ansager fortæller om deres oplevelse af demensmødet i Skovlund

Vi deltog i demensmødet i kulturhuset i Skovlund den 6. september, og synes vi fik nogle gode værktøjer med hjem. Værktøjer som vi kan bruge videre frem.

En i vores vennekreds er ramt af en demenssygdom, og vi meldte os først og fremmest til mødet for at få råd til, hvordan vi helt konkret kan håndtere dette forhold.

Første indlæg var af en ung mand, hvis far langsomt forsvandt mens han skiftede identitet. Sønnen forklarede, hvor svært det havde været for ham at forstå, hvor hans far blev af. Han havde i den periode meget brug for sine søskende, da de kunne hjælpe hinanden. De havde også et stort behov for at tale med deres venner og den øvrige familie for at forstå, hvad der skete, og for at hjælpe hinanden og ikke mindst deres far.

Derefter talte en midaldrende mand, hvis kone begyndte at blive dement i en forholdsvis ung alder. Han fortalte om, hvordan han langsomt var blevet ensom, fordi mange venner og familie ikke ville dem mere. Men det kan være svært at finde ord, når ens ven mister sin identitet og næsten ikke kan genkende en.

Hans råd var:

- Bliv ved med at tale med vedkommende, som om alt er, som det skal være og undlad at rette på den demente, når vedkommende siger noget forkert.

Det var på alle måder en givende aften.

Ellen og Bent

Læs også: Resultater fra mødet

vist 1974 gange