fredag 10 aug 2018 - Ansager
Ferie, hestehygge og trække-ture
Hvordan gik det med rideklubbens nye tiltag: trækketure i sommerferien. Hvem dukkede op?

I sommerferien har tirsdage været ganske særlige for Rideklubben Ansager, da heste og frivillige har haft fornøjelsen af både lokale og turister, som har købt en trækketur på klubbens heste, hestehygget og snakket.

De 5 tirsdage, hvoraf 2 har været i samarbejde med Varde Kommunes VAKS program for skolebørn, har været en stor succes. Det er blevet til 80 trække-ture i alt, og der har været både børn og voksne på hestene. Vi har snakket tysk, norsk og sjællandsk med turister, og børn som har været på ferie hos deres bedsteforældre. Vi har mødt lokale, som er nysgerrige på mulighederne for rideundervisning, og andre som gerne ville have en god ferieoplevelse.

Særligt rideklubbens unge medlemmer har hjulpet til, og fortalt om heste og ridning til de som fik en trækketur. Uden dem var de varme, sjove og hyggelige tirsdage ikke blevet til noget, og vi havde ikke tjent "en kvart hest". Vi håber, at deres glæde ved klubben og hestene har givet vores besøgende lyst til mere ridning, mere hest og flere sjove og spændende fælles oplevelser i RIKA.

Rideundervisningen starter op igen i næste uge, og oplysning om tider, hold og priser fås på hjemmesiden www.rideklubbenansager.dk og på klubbens facebookside.

Rideklubben Ansager

Se invitationen her: Kom og få en ridetur

vist 734 gange