onsdag 11 jul 2018 - Ansager
Rejsebrev 2 fra Ansager FDF
Midtvejsstatus fra os. Her går alt godt og vejret klager vi heller ikke over.

Det har regnet en smule i dag onsdag, men ellers har det vekslet mellem høj sol og overskyet, men shorts har dog været det foretrukne benbeklædning indtil videre.

For at starte hvor vi sluttede, så nåede vi lejrbålsunderholdning og det blev skudt af med manér. Hele landsdelen grinte, men om de grinte med os eller af os, er op til dem. Vi havde det sjovt!

Mandag var størstedelen af Ansager FDF en tur i Innsbruck, hvor vi besøgte en zoologisk have i Alperne - “Alpenzoo”. Der var en stor brun bjørn og nogle kæmpe elge, som imponerede os mest. Deres store legeplads var et godt samlingspunkt for ungerne, hvor de mødte nogle andre FDF’ere. Legen gik flittigt indtil bussen vendte hjem mod lejren igen.

En lille flok (læs 5 ledere) tog turen ind til “Hall i Tirol”, hvor de blandt andet besøgte et kloster, hvor nonnerne sad og bad en bøn. Det var et lidt voldsomt syn, for lederne havde ikke opdaget dem, da de sad meget stille.

Aftensmaden bestod af risotto med pølser, hvilket forbavsede vores helt egen kok lidt, men det smagte nu udemærket efter en hel dag ude.

Med svævebanen op til en gletscher

Tirsdag havde vi valgt at tage en fælles tur til “Stubaier Gletscher”, som befinder sig i 3,2 kilometers højde på et bjerg. Her skulle vi tage en svævebane op, hvor vi sad i små gondoler. Dette var lidt voldsomt for nogle, da det gik meget ned af, men hvis man sad, så man kiggede op på bjerget, gik det meget godt.

Luften på bjerget var meget tynd, så det blev lige pludselig lidt svært at gå, snakke og trække vejret på samme tid, men der var en stor kælkebakke på gletscheren, som blev brugt flittigt.

På vej hjem i bussen var der meget stille, så den friske luft og gåturen må have slået noget energi ud af os.

Aftensmaden bestod af paprikagryde og kredsaften, hvilket betød at vi hyggede i vores egen lejr med chips, kage og live-streaming af fodboldkampen mellem Frankring og Belgien.

I dag, onsdag, er vi spredt mere ud på tur. En flok er taget til Innsbruck, hvor der er mulighed for at opleve noget kulturelt, men også kigge butikker eller sidde på café. En anden flok er taget en tur til en sølvmine, hvor man kan opleve minearbejderes arbejdsforhold og komme helt ind i minen. Den sidste folk er taget på en vandretur til bjerget, som vi bor ved. De skal krydse toppen af bjerget, hvor de skal overnatte i en hytte, inden de, i morgen vender tilbage til lejren.

Vi melder alt vel og ingen tilskadekommen fra det østrigske Alpeland. Humøret er højt og stilen er god, så ingen klager herfra.

Jodleri fra Ansager FDF.

PS. Ungerne har fundet ud af, at det er en fordel at stå tidligt op, så kommer man nemlig først til køen til madpakker. En bonus er også at man kan nå at lege og spille lidt, inden man skal til andagt eller på tur.

vist 892 gange