mandag 12 feb 2018 - Ansager
Så er fodbolden sparket i gang igen
Lørdag bød på seniorernes opstart for både damer og herrer, og dermed er den nye udendørssæson officielt i gang i AIF’s fodboldafdeling.

Der er få tidspunkter, hvor en tallerken varm suppe gør så meget underværker, som det er tilfældet efter en pivkold første omgang træning, og da Allan’s Diner diskede op med en både velduftende og velsmagende af slagsen, så fik både dame- og herrespillere hurtigt varmen igen.

Blandt de fremmødte var ellers enkelte, som valgte den barske løsning i shorts på trods af kulden, og det blev til en god gang træning, selvom der var flere, som på dagen ikke havde mulighed for at deltage. Både Anders Buhl, der igen i denne sæson skal styre klubbens damehold sammen med Dan Olesen, og Henrik Brixtofte, som er tilbage som træner for herrerne sammen med Thomas Schaffer, kunne notere sig en fornuftig indsats.

Det sociale element er fortsat vigtigt i forhold til alle hold i seniorafdelingen, som samles jævnligt til Players Lounge, hvor der blandt andet vil blive sat pris på den spiller, som leverer den bedste træningsindsats i perioden. Der vil således også være fokus på de sportslige målsætninger, og inden længe går det løs med de første træningskampe, hvor der nok skal blive brug for alle kampklare ben.

Fodboldudvalget, AIF

vist 710 gange