tirsdag 30 jan 2018 - Varde
Hjernens årlige motionsdag i Varde Kommune
Landet over spilles der hvert år skak på skolerne fredag i uge 6
Landet over spilles der hvert år skak på skolerne fredag i uge 6 Foto: Pressefoto
Landet over lærer tusindvis af elever at tænke skråt, når rekordmange skoler fredag den 9. februar afholder Skolernes Skakdag 2018

Varde Kommune er flot repræsenteret med skoleskakaktiviteter på hele seks skoler.

I år finder hele 47.921 elever fra 284 skoler bræt og brikker frem fredag i uge 6, og det er flere end nogensinde før. Under mottoet ”Det skal være sjovt at blive klogere!” skal eleverne øve sig i koncentration, fordybelse og tålmodighed på de sort hvide felter.

I Varde Kommune er hele 620 elever fra henholdsvis Brorsonskolen, Blåbjergskolen - afd. Nørre Nebel, Årre Skole, Alslev Skole, Janderup Skole og Lykkesgårdskolen tilmeldt Skolernes Skakdag 2018.

Morten Møller Jensen, skoleleder, Brorsonskolen:

- På vores skole bruger vi skoleskak og Skolernes Skakdag til at fremme elevernes faglige udvikling, men også deres evne til koncentration og fordybelse. De fleste årgange spiller skoleskak i dette skoleår, og vi tilbyder endda skoleskak som valgfag.

Dansk forskning har vist, at skoleskak har positiv indflydelse på elevers matematiske kompetencer. Især drengene har stor gavn af skoleskak på skemaet. Bl.a. derfor oplever Dansk Skoleskak i disse år markant øget interesse for skoleskak som undervisningsmetode i skolen. Over 600 skoler tilbyder i dag skoleskak - flere steder som en obligatorisk del af undervisningen.

Skolernes Skakdag arrangeres af de lokale skoler i samarbejde med Dansk Skoleskak og partnerne Spar Nord Fonden, Politiken og Børnenes Hovedstad.

Karsten Madsen

vist 180 gange