onsdag 24 jan 2018 - Ansager
Dengang: Børnehaven Åstedet
Den gamle lægebolig i Ansager hvor børnehaven Åstedet flyttede ind i foråret 1988
Den gamle lægebolig i Ansager hvor børnehaven Åstedet flyttede ind i foråret 1988 Foto: Ove Nørager-Nielsen
Dette maleri af den gamle lægebolig, hvor børnehaven flyttede ind i 1988, har vi netop modtaget på lokalhistorisk arkiv

Ove Nørager-Nielsen malede gadepartiet med lægeboligen i efteråret 1987 og forærede maleriet til børnehaven ved indflytterfesten det kommende forår.

En arbejdsgruppe med Kaen Pelle i spidsen var endelig lykkedes med at etablere en børnehave i Ansager på trods af vedvarende modstand fra kommunen. Der var arbejdet med børnehaven siden 1972 og først nu 16 år efter, blev målet nået.

Den gamle lægebolig på Bakkegårdsvej var en af de mulige placeringer, som gruppen havde arbejdet med. Da Gerda Gødsvang flyttede ud af bygningen, hvor hun havde boet i 40 år, greb arbedsgruppen chancen og erhvervede bygningen til en nyoprettet selvejende institution, der skulle drive børnehaven. Arbejdsgruppen havde løst sin opgave, og nedlagde sig selv.

Børnehaven, der blev kaldt Åstedet, havde plads til 40 børn. Alle pladser var besat i løbet af få dage.

Ansager på forsiden af landets aviser

Ved jordarbejdet i forbindelse med istandsættelsen af bygningen, blev der gjort et makabert fund i haven, der hvor børnene snart skulle lege. Et skelet af en mand dukkede op af mulden.

Der blev gisnet og skrevet i aviserne om, hvem der havde endt sine dage i lægehusets have. Alle havde en mening om, hvad der kunne være sket, og hvordan skelettet var havnet netop der.

Enden på historien var lidt af et antiklimax. Det viste sig, at det var et skelet, som en tidligere læge havde brugt i sin praksis og smidt ud, ved at grave det ned i haven. Hele byen og mere til nåede dog at få meget sjovt ud af det, inden løsningen kom.

Nuværende ejer

Lægeboligen er nu ejet af Ansager Dyrehospital, som købte ejendommen af Ølgod kommune og samtidig overtog vedligeholdelsespligten. Det er Ansager Dyrehospital, der har doneret maleriet til lokalarkivet.

Karsten Madsen, Ansager Lokalhistoriske Arkiv

vist 1026 gange