søndag 22 okt 2017 - Varde
Plejecentre bør blive fremtidens attraktive arbejdsplads
Anne Elisabeth Flensted
, byrådskandidat Det Konservative Folkeparti.
Anne Elisabeth Flensted , byrådskandidat Det Konservative Folkeparti. Foto: PR
Læserbrev af Anne Elisabeth Flensted, byrådskandidat Det Konservative Folkeparti.

Plejecentre i Varde Kommune bør være fagligt udfordrende og interessante arbejdspladser. En stabil rekruttering og en god fastholdelse af kommunens dygtige sundhedspersonale er helt altafgørende for, at Varde Kommunes plejecentre fortsat kan sikre en høj faglighed. Den seneste arbejdskraftsanalyse på social - og sundhedsområdet viser, at rekruttering af social og - sundhedsassistenter er vanskelig i disse år. Kommunen mangler sosu assistenter.

Det Konservative Folkeparti ønsker en løsning her på. Vi forslår, at der på plejecentre suppleres med en mindre rekruttering af sygeplejersker. Vi foreslår, at der tilknyttes en fast sygeplejerske til hvert af plejecentrene i stedet for den nuværende akutbetjening, hvor en ekstern sygeplejerske tilkaldes i særlige tilfælde.

På den måde vil plejecentre i fremtiden kunne blive uddannelsessteder for både sosu assistentelever og sygeplejerskestuderende. Med en fast tilstedeværelse af både sygeplejersker og sosu assistenter på plejecentre vil der kunne skabes et bredere og mere attraktivt uddannelsesmiljø, som så igen vil kunne medvirke langt bedre til at tiltrække den i dag manglende arbejdskraft.

Fra Konservativ side vil gerne arbejde for, at plejecentre bliver endnu mere attraktive som arbejdspladser og uddannelsessteder. Varde Kommune vil derved rekrutteringsmæssigt kunne gå foran og samtidig kunne understøtte forskning om sammenhængen mellem livskvalitet og høj faglighed på plejecentre. En sådan ambition vil give en naturlig faglig stolthed hos sundhedspersonalet og igen bidrage til skabelsen af en endnu mere attraktiv kommunal arbejdsplads.

vist 422 gange