torsdag 7 sep 2017 - Tistrup
Janusbygningen: Ler med vilde muligheder
Keramiker og kurator Ninna Gøtzsche
Keramiker og kurator Ninna Gøtzsche Foto: PR
Mød keramiker og kurator Ninna Gøtzsche på den eksperimenterende keramikudstilling ”Kærlighed til leret” i Janus Bygningen søndag den 17. september kl. 14.

Der er noget magisk og samtidig utrolig jordbundet over en klump ler. Udstillingen åbnedes fornemt med en performance af Christin Johansson, og på ”Kærlighed til Leret” ses fascinationen af materialet tydeligt på alle de udstillede værker.

I Christin Johanssons bidrag, som ikke er keramiske objekter, men et rum opbygget af snore, ler og andre materialer bruger leret som en måde at møde mennesker. Udstillingen igennem kan man endvidere se video med keramiske ceremonier, hun har udført.

Duoen Claydies har lavet en ny serie til udstillingen, der hedder De Uduelige. Her leger de med funktion. Kopperne har hank på toppen, kanden hælder ind i sig selv og låget vender på hovedet. Men de Uduelige kan bruges alligevel.

Mette Maya Gregersen viser egne værker, men har også inviteret sit ler-band, Dirty Go Clay Band med på udstillingen, og de viser værker, de har lavet i fællesskab.

Ninna Gøtzsche udstiller også selv, og viser nye væg-relieffer i porcelæn og et samarbejdsprojekt i form af en bordopdækning med vilde mønstre, lavet sammen med Dorte Kristoffersen.

Om alt dette og meget mere, vil Ninna Gøtzsche fortælle på Artists Talk den 17. september kl. 14.

Karsten Madsen

Ninna Gøtzsche

Ninna Gøtzsche har mange udstillinger bag sig og har også med sin formidling været med til at pege på andre keramikere og keramikkens betydning i samtiden. Hun har således skrevet om de detagende kunstnere i KunstmagasinetJANUS og i udstillingens katalog.

vist 169 gange