torsdag 6 jul 2017 - Danmark
Nyt udvalg sætter fokus på levedygtige landsbyer
Jens Kr. A. Møller, administrerende direktør i realkreditinstituttet DLR er formand for udvalget
Jens Kr. A. Møller, administrerende direktør i realkreditinstituttet DLR er formand for udvalget Foto: PR
Erhvervsministeren nedsætter et udvalg for levedygtige landsbyer, der skal komme med anbefalinger til, hvordan flere landsbyer kan gøres levedygtige.

Der er sket meget siden, at landsbyerne første gang opstod. Fra en tid hvor landsbyer var funktionelle enheder primært knyttet til landbruget, ser verden i dag anderledes ud. Mange landsbyer har fundet nye veje og omdannet sig. Samtidig er der stadig steder, som har behov for omstilling og nytænkning for at være levedygtige.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen udtaler:

- Regeringen ønsker, at det skal være attraktivt at arbejde og bo i hele Danmark, og derfor skal vi udvikle vores landdistrikter og øsamfund. Som en del af det arbejde, har vi nu nedsat et udvalg for levedygtige landsbyer, som skal se på de udfordringer og muligheder, der gør sig gældende i landsbyer og belyse, hvad der karakteriserer landsbyer, som har vist sig levedygtige. Arbejdet skal ende ud i en række anbefalinger til, hvordan flere landsbyer kan være levedygtige. Jeg ser frem til at følge udvalgets arbejde og modtage dets anbefalinger.

Udvalget for levedygtige landsbyer nedsættes som en del af den politiske aftale mellem regeringen, S og DF om ”Danmark i balance” og modernisering af planloven. Udvalget sætter et fornyet fokus på landsbyernes fremtid med fokus på nye muligheder for at drive virksomhed, arbejde og bo i landsbyerne.

Erhvervsministeren har udpeget 10 medlemmer med kompetencer inden for flere områder, bl.a. erhvervsudvikling, fysisk planlægning, foreningsliv og offentlig service.

Udvalgets formand bliver Jens Kr. A. Møller, direktør for DLR Kredit A/S, der yder lån til landbrugs- og byerhvervsejendomme. Jens Kr. A. Møller vil bidrage med et bredt perspektiv på landdistrikterne og herunder de forskelligartede udfordringer, som disse områder er udsat for.

- Jeg ser frem til at komme i gang med arbejdet, så vi kan levere nogle ideer og anbefalinger til, hvordan vi kan skabe en god fremtid for flere landsbyer i Danmark. Det er en spændende og vigtig opgave, som er meget aktuel i disse år, og jeg glæder mig til at gå ind i arbejdet sammen med de øvrige medlemmer af udvalget, siger Jens Kr. A. Møller.

Pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet


Udvalgets øvrige medlemmer:

Bent Jensen, CEO & Ejer, LINAK
Dorthe Winther, Formand, Sammenslutningen af Danske Småøer
Ellen Højgaard Jensen, Direktør, Dansk Byplanlaboratorium
John Wagner, Adm. direktør, De Samvirkende Købmænd
Laila Kildesgaard, Direktør, KL
Steffen Damsgaard, Formand, Landdistrikternes Fællesråd
Susanne Hovmand-Simonsen, Godsejer, Knuthenlund Gods
Søren Møller, Landsformand, DGI
Thorkild Ærø, direktør, prodekan, Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet
Udvalget forventes at aflevere sine anbefalinger inden udgangen af første kvartal 2018.

vist 211 gange