lørdag 25 feb 2017 - Danmark
Minister: Vi skal lytte til forældres krav til folkeskoler
Modelfoto: Børnebogsforfatter Maria Parr i en skoleklasse
Modelfoto: Børnebogsforfatter Maria Parr i en skoleklasse Foto: By Andrva via Wikimedia Commons Copyright
Politikere skal kigge mere på, hvad forældrene vægter højest, når de vælger skole til deres børn, siger LA

Folkeskolen er folkets skole, og derfor skal både lokal- og landspolitikerne lytte mere til, hvad forældrene efterspørger.

Det siger undervisningsminister Merete Riisager (LA) i forbindelse med, at antallet af folkeskoler er på et historisk lavt niveau, mens antallet af privat- og friskoler er stigende.

- Helt overordnet synes jeg, at forældre skal vælge den skole, der er bedst for deres børn.

- Dog er folkeskolen det store skoletilbud, som vi har en særlig forpligtelse overfor. Og vi politikere glemmer måske nogle gange at lytte til de borgere, der betaler for folkeskolen.

- Så jeg mener, at vi skal gribe lidt i egen barm og se på, hvad borgerne efterspørger, siger hun.

Merete Riisager mener også, at der skal være mulighed for at forældrebestyrelserne kan engagere sig i den lokale skole og tage ejerskab for den.

- Det er noget af det, der er vigtigt for, at forældrene også får lyst til at vælge en folkeskole, siger hun.

Forskningen om folkeskolen viser, ifølge ministeren, at der en stigning i forhold uro i klassen.

- Selv om der ikke er en konkret undersøgelse af, hvad forældre vægter, når de vælger skole til deres børn, så peger indikatorer på, at skolens størrelse, ro i klassen og fagligt fokus har betydning.

- Så vi ved, at trygge rammer og ro i klasselokalet betyder meget for forældrene, siger Merete Riisager.

Derfor skal initiativer sikre, at eleverne føler, at folkeskolen er et trygt sted at være, siger hun og peger på, at lærerne bliver uddannet i klasserumsledelse.

Kilde: Ritzau

Fakta

I 2016 var der 1289 folkeskoler, mens der i 2001 var 1683.

I samme periode er antallet af privat- og friskoler steget med cirka 20 procent og er i dag oppe på 556. Det viser tal fra Undervisningsministeriets institutionsregister, som tænketanken Mandag Morgen har indsamlet.

vist 592 gange