lørdag 24 dec 2016 - Danmark
L&F: Luk broerne og indstil togdriften
ICE-TD kører ind på Hovedbanegården i København
ICE-TD kører ind på Hovedbanegården i København Foto: News Øresund - Johan Wessman Copyright
DSB indstiller al togdrift i dag, vejene mellem byerne lukkes, og færgerne bliver liggende i færgelejerne. Danskerne må blive der, hvor de holder jul.

Det er selvfølgelig kun et tankeeksperiment, men hvis det var sådan hele året, kunne vi måske gøre hele landet mere attraktivt.

Hvert år op til jul går trafikken stort set kun en vej: Ud af København og Århus. Hundredetusinder af danskere tager hjem til familien, hjem hvor de kommer fra. Landbrug & Fødevarer opfordrer danskerne til at kigge sig omkring, og se, om ikke der kunne være en fremtid for dem udenfor de store byer. Fødevareklyngen har nemlig brug for både hovederne og hænderne i hele Danmark.

- Mindre byer, der gennem mange år har lidt under dalende indbyggertal, får en befolknings-indsprøjtning, og der kommer mere liv på landet. I hvert fald ind til julen er ovre. Men hvad hvis alle blev i de mindre byer og på landet? Så ville det politiske arbejde for at skabe vækst uden for de større byer kunne lægges på hylden, siger adm. direktør i Landbrug & Fødevarer, Karen Hækkerup.

Landbrug & Fødevarer har gennem de seneste halvandet år holdt en række debatmøder rundt i landet for at samle input fra alle dele af samfundslivet; fra virksomheder over frivillige ildsjæle og almindelige borgere til skoleledere og kulturpersonligheder.

Resultatet er 33 anbefalinger fra Landbrug & Fødevarer til, hvordan vi som samfund kan skabe mere liv uden for de større byer. Målet med anbefalingerne er, at gøre det attraktivt at bo i hele landet.

Sppøgelsesbyer skal rives ned

- Landbrug & Fødevarer foreslår, at kommunerne udpeger strækninger med spøgelsesbyer, faldefærdige huse eller små byer, hvor husene er sat til salg, som bliver afviklet. Det vil sige, at området udvikles til noget andet end beboelse – fx natur, erhverv eller landbrug. På den måde slipper vi for spøgelsesbyer, der forfalder, fordi husene ikke kan sælges, siger Karen Hækkerup.

Det er ikke nogen munter øvelse som kommunalpolitiker at skulle udpege landsbyer, som skal fjernes fra landkortet så at sige. Det ville politikerne slippe for, hvis danskerne blev boende der, hvor de holder juleferie.

- Hvis danskerne bare blev boende der, hvor de holder jul, ville vi heller ikke være nødt til at fordele uddannelsesinstitutionerne bedre regionalt. Faktum er, at hver femte virksomhed der laver udstyr til landbruget, mangler kvalificeret faglært arbejdskraft. Vi har brug for, at flere IT-kyndige smede bliver uddannet, og det gerne ude i landdistrikterne, hvor der er brug for dem, siger Karen Hækkerup.

Dette er selvfølgelig kun et tankeeksperiment. Og i denne juletid, ønsker jeg selvsagt ikke, at nogen skal forlade hus og hjem. Men prøv alligevel at give det en tanke.

- Måske kan livet på landet give nogle nye perspektiver. Her er mindre kø-kørsel, mindre stress og jag, husene er billigere, der er mere tid til familien og så er der bare højere til himlen. Måske er der alligevel en fremtid for flere familier på landet. Og helt ærligt, så er det jo alt for lidt, kun at se svigermor i juledagene, siger Karen Hækkerup.

Karsten Madsen

vist 359 gange