onsdag 30 nov 2016 - Skovlund
Færø-maleren i Skovlund er død
Benny Drewsen, den kendte maler og tusindkunstner, er efter flere års streng sygdom afgået ved døden, knap 80 år gammel.

Benny Drewsen var københavner, men som feriedreng kom han til Vardeegnen og bevarede livet igennem sin tilknytning hertil.

I mange år boede han og hans kone, Ester, som var færing, i Thorshavn, hvor parret havde en forretning med malede ting i porcelæn. Her blev mange af hans malerier til. Han malede færøske motiver, mennesker, dyr og landskaber.

I sin ungdoms og manddoms år sejlede Benny Drewsen de syv have tyndt, hvorved han fik kendskab til mange lande og folk. Siden fik han brug for sine evner som fotograf, da han fulgte kongeparret Ingrid og Frederik den Niende på deres sommertogter til bl.a. Grønland og Færøerne.

Benny Drewsen bar sin sygdom med usædvanlig tålmod. Men ingen tvivl om, at hans stærke tro på Guds omsorg for os, hjalp ham igennem de svære byrder. Han var fortrolig med bibelen og kunne citere mange steder derfra. Han spillede meget på sit orgel og skrev flere salmer.

Ester og Benny Drewsen var utroligt gæstfrie og havde en enorm vennekreds. Det siges, at ”færinger har en stor favn”. Det mærkede man i hjemmet i Borgergade.

Benny Drewsen begraves på kirkegården i Thorshavn, tæt på 3 børn og 5 børnebørn.

Vi i Skovlund siger tak for, at vi lærte Benny Drewsen at kende. Han var glad for livet trods sine prøvelser. Vi ved ikke, om han måske ind imellem kan have tænkt på Terje Vigen: ”Bedst var det, kanhænde, det gik, som det gik, - og så får du ha´e tak da, Gud!”

Til minde om Benny Drewsen.

Holger Christensen

vist 438 gange