mandag 24 okt 2016 - Esbjerg
Fodbold: Marco Lund forlænger med EfB
Marco Lund forlænger sin kontrakt med EfB frem til 30. juni 2019
Marco Lund forlænger sin kontrakt med EfB frem til 30. juni 2019 Foto: PR
EfB har indgået en ny toårig aftale med U20-landsholdsspilleren og forsvarstalentet Marco Lund

EfBs samarbejde med Marco Lund gælder nu til 30. juni 2019. Den 20-årige midterforsvarer debuterede for EfB i en kamp mod Viborg FF i april og har siden spillet 17 superligakampe, de seneste otte med fuld spilletid.

- Det var ikke noget svært valg at forlænge aftalen med EfB, der gav mig chancen for at udvikle mig til superligaspiller. Jeg ved, at jeg får spilletid her, og det er vigtigt for mig. Jeg har nogle personlige mål, men har også mål for holdet, som jeg gerne vil være med til at vende den nuværende situation for, siger Marco Lund.

Han kom til EfB fra samarbejdsklubben Ansager IF og arbejdede tidligt målbevidst med sin udvikling som fodboldspiller. Cheftræner Colin Todd har givet Marco Lund muligheden for at spille sig fast ind på superligaholdet, og det har han ikke fortrudt.

- Vi har behov for gode nyheder i klubben lige nu, og dette er en positiv nyhed. Marco er kommet på førsteholdet, han har kvitteret ekstremt godt med sine præstationer, og han fortjent at få en ny kontrakt. Han er en lokal dreng, og det er godt for både ham og unge drenge i vores område, at han har formået at nå hertil. Denne klub har udviklet mange gode spillere og skal få flere Marco’er igennem i de næste år. Han har på banen en stærk attitude, han er aggressiv, og nu skal han holde sit niveau og udvikle sig yderligere, siger Colin Todd.

Marco Lund har spillet 10 landskampe på U19- og U20-landsholdene, og i alt er det blevet til 18 kampe og to scoringer for EfB. Han var senest en afgørende spiller i EfB’s comeback mod Lyngby BK, da han først reducerede og dernæst pressede en Lyngby-spiller til at rette bolden af i eget net til slutresultatet 2-2.

- Jeg spiller fast på holdet nu, og det vil jeg gerne blive ved med. Og så vil jeg gerne være med til at påvirke holdet og bidrage til at trække det mod bedre tider. Jeg er en spillertype, der står fast, også når det ser sortest ud, og jeg vil kæmpe for holdet. Jeg lægger mig ikke ned, siger Marco Lund.

Du kan se Marco Lund og holdkammeraterne i kampen i Alka Superliga mellem EfB og FC Midtjylland mandag den 24. oktober kl. 19.00 på Blue Water Arena ved at købe billet på www.efbbillet.dk.

Frede Madsen

Fakta

Marco Lund spillede sine første fodboldår i Ansager IF, hvorefter han skiftede til Grindsted GIF og senere FC Midtjylland, hvis akademi han boede på i to år. Som U17-spiller kom han til EfB.

vist 854 gange