tirsdag 18 okt 2016 - Ansager
Sidste runde på tennisbanen
Ansager Tennisklub piller nettet ned på tennisbanen i den kommende weekend, og dermed bliver der sat punktum for en god sæson med mange aktive medlemmer. Sigtet er allerede rettet ind på næste år.

Hvis medlemmerne af Ansager Tennisklub ikke har fået afklaret, hvem der er de stærkeste i de ugentlige dyster, så er uge 42 sidste chance for at få det sat på plads – og for at have håneretten i hele vinterpausen. I den kommende weekend bliver nettet pillet ned, og det markerer som altid, at sæsonen er spillet til ende.

- Vi har en rigtig god klub, hvor der skal lyde stor tak til alle vores medlemmer. De er meget aktive, og vi er glade for, at der er så mange, som bruger anlægget, og der skal særligt lyde en stor tak til alle dem, som yder en stor indsats for at holde tingene i så god stand. Vores baner står jo nærmest snorlige, og vi har et rigtigt hyggeligt anlæg, så det arbejde er faktisk uvurderligt, fastslår formand for Ansager Tennisklub, Michael Hansen, der også glæder sig over, at det sociale aspekt stadigt er toneangivende i en forening, der i de senere år har haft stor succes med juniortræning og familie-abonnementer som nogle af de nye tiltag.

- Vores klubmesterskab er et glimrende eksempel på den ånd, som hersker i klubben, og jeg er glad for, at der hvert eneste år er så mange, som vælger at bruge den dag sammen med de andre medlemmer. Det skaber et fællesskab og en god atmosfære, som vi skal sørge for at bevare, og det er også vores mål i den kommende sæson.

vist 637 gange