mandag 20 jun 2016 - Ansager
Mariefestival: Løfte i flok
Mariefestival armbånd
Mariefestival armbånd Foto: Johnny Enghave
Som frivillig kan du i år købe hjælperarmbånd for 200 kr uanset hvilken forening du hjælper

Det er vigtigt, at vi får skabt en kultur med at alle skal løfte i flok. Det gælder de små scener, som får musik, det gælder byens handlende og erhvervsvirksomheder, og det gælder alle de frivillige hjælpere. Mariefestivalen er vigtig for hele byen. Den er krumtappen i den motor, som skal holde gang i byen og de initiativer, der har været for bosætning og turisme.

Mens vi venter på dannelsen af en musikforening, er det stadig vigtigt, at vi skaber en bæredygtig festival. Derfor skal vi sikre, at alle bidrager til musikken. Martha og Britta vil derfor gå rundt og ”handle” med alle scenerne om et bidrag til musikken.

På mange stormøder har det været fremme, at vi alle bør betale for hjælperbilletter. Vi – i styregruppen – synes ikke det er fair, at hårdarbejdende hjælpere skal betale fuld pris for et armbånd, de ikke når at bruge fuldt ud. Derfor har vi sat en symbolsk pris for et hjælperarmbånd på 200kr. til de frivillige hjælpere under festivalen.

Desuden vil vi invitere alle de frivillige til en lille fest mandag d. 5-9 i Mariehaven, hvor vi vil spise rester, hygge os og evaluere festivalen.

Hvem er ”frivillig”

”En frivillig” er pr definition en person, som frivillig og ulønnet arbejder min 6 timer for en hvilken som helst organisation i Ansager. Kravet er blot, at moderorganisationen har afleveret en liste til informationskontoret med navne på deres frivillige.

Den enkelte kan så gå i informationskontoret, sige sit navn og organisation og købe et partout­armbånd for kun 200kr.

Armbåndet vil have en anden farve, end dem til 800kr. Det betyder, at I kan gå på de lukkede scener, hvis der er plads, men så er I til gengæld også mere end velkommen, da det for musikerne er skønt at spille for fulde huse.

Vi håber, I alle vil se positivt på vores beslutning, og vi ser frem til en super skøn weekend i september.

Med venlig hilsen os alle i styregruppen

vist 1170 gange