lørdag 14 maj 2016 - Ansager
Kæmpe landbrug til salg for 80 mio. kr. efter konkurs
Hjørnegård. Til ejendommen hører 513,84 hektar, hvoraf ca. 470 hektar dyrkes
Hjørnegård. Til ejendommen hører 513,84 hektar, hvoraf ca. 470 hektar dyrkes Foto: Karsten Madsen
Kvægbrug på Rødsandvej i Ansager med miljøgodkendelse til 1400 dyreenheder er netop udbudt til salg

Investorer med interesse for dansk mælkeproduktion i storskala-format har netop fået et nyt objekt at regne på.

Nybolig Landbrug Tønder har netop udbudt en samlet kvægbedrift med miljøgodkendelse til 1401,89 DE til salg for 80 millioner kroner.

Til ejendommen hører 513,84 hektar, hvoraf ca. 470 hektar dyrkes, fremgår det af salgsopstillingen.

Hovedejendommen, Hjørnegård, er beliggende på Rødsandvej ved Ansager, og har tilladelse til 980 malkekøer, imens opdrættet primært kan opstaldes på to af tre medfølgende ejendomme.

Ejendommene udbydes af tre konkursboer, hvor Corna Levin Munch, advokat ved Kirk Larsen Ascanius, er kurator. Ejendommene udbydes samlet, men der kan være potentiale for et delsalg.

»Hvis man ønsker en ejendom med et stort produktionsanlæg og potentiale for en betydelig mælkeproduktion, er ejendommen på Rødsandvej interessant. Man kan vælge at drive hovedejendommen alene og løbende sælge opdrættet og indkøbe kælvekvier eller drive hele bedriften og have en integreret produktion,« fortæller hun.

Ejendommenes tre ejere gik konkurs i slutningen af 2015 / start 2016, og ejendommene er sidenhen tømt for dyr og maskiner. Ifølge salgsopstillingen medfølger dog et betydeligt lager af grovfoder.

Adspurgt hvem der er potentiel køber til ejendommen, peger Corna Levin Munch på større investeringsselskaber.

»Vi ved, at der findes større, danske investorer, som har interesse for at erhverve ejendomme med mælkeproduktion. Men vi oplever også en interesse fra udlandet, heriblandt fra Holland og Kina,« siger hun.

Peter W. Mogensen, Landbrugsavisen.

vist 1844 gange