lørdag 2 apr 2016 - Ansager
Hvornår stod denne skulptur på Ansager Skole?
Ribe Kunstmuseum vil gerne vide, i hvilken periode Edvard Eriksens gipsskulptur har stået på Ansager Skole

Ansager Lokalhistorisk Arkiv har fået en forespørgsel:

- På Ribe Kunstmuseum er vi i besiddelse af en gipsskulptur, som tidligere har været placeret på Ansager skole. Det drejer sig om Edvard Eriksens Haabet fra 1904. Jeg har vedhæftet et foto af den. Desværre har vi ikke mange informationer om dens historik.

- Vi vil gerne vide, hvornår den har været på skolen, hvor den har stået (gerne et foto af den, hvis det er muligt) og om den har haft en funktion på skolen fx om den har været brugt i billedkunst eller lignende?

- Skulpturen står i øjeblikket på magasin, men vi har planer om at vise den på museet inden for kort tid.

Anette Lindbøg Karlsen, Museumsinspektør Ribe Kunstmuseum

Ove Nørager-Nielsen kan tilføje dette:

- I 1971-72 havde jeg det meste af skolen til formning. Sammen med skoleinspektør Anker Egon Knudsen var jeg nede på Ribe kunstmuseum og hente gibsfiguren. Den blev placeret midt i skolens nye aula, og der stod den i mange år. Jeg flyttede selv fra skolen, så jeg ved ikke hvornår den blev fjernet.

- Sammen med denne skulptur lånte vi også en lille marmorfigur, en kvinde med et barn i den ene hånd og en løftet arm. Ved et uheld brækkede den hævede arm. Den kom senere til konserveringen i Ølgod.

Hjælp med oplysninger

Er der nogen, der kan bidrage yderligere med oplysninger eller billeder, hvor skulpturen er synlig? Vi vil lade oplysningerne gå videre til Ribe Kunstmuseum og Ansager Skole, som også gerne vil vide mere om skulpturens tid på skolen.

Karsten Madsen, Ansager Lokalhistoriske Arkiv

Mail: mail@ansager-arkiv.dk tlf: 2992 6823

vist 429 gange