torsdag 14 jan 2016 - Ansager
Håndbold: Ny spiller på holdet
Nina Vassvik Jensen er ny spiller i SIF/Ansager håndbold
Nina Vassvik Jensen er ny spiller i SIF/Ansager håndbold
Sif/Ansager håndbold har fået tidligere Ligaspiller Nina Vassvik Jensen med på holdet

I forbindelse med hjemmekampen på søndag den 17. januar imod Tved vil Sif/Ansager håndbold gerne præsentere seneste nye tilgang til 2. division holdet

Vi vil kunne byde velkommen til en spiller fra øverste hylde, Nina Vassvik Jensen. Hun er tidligere Ungdomslandsholds- og Ligaspiller. Nina har en fortid som Ligaspiller sidst i Silkeborg/Voel og tidligere i Team Esbjerg.

I hendes ungdomsår var hun en del af det danske ungdomslandshold, men pga. af en drilsk skade har hun holdt pause fra håndbold i 1½ år. Hun er flyttet tilbage til Esbjerg, og da SIF/Ansager er det højst rangerede hold i omegnen, blev det et naturligt valg for hende at prøve kræfter her.

Faglig ekspertise og flittig træning i fitness har gjort det muligt for Nina at vende tilbage til håndboldbanen.

Med sine 180 cm er hun en dygtig venstre back, og skal derfor dele pladsen med Ninna Balsgaard.

Nina har trænet med holdet siden før jul, og holdet har ikke nydt meget af juleferien, da det har stået på hård træning gennem alle juledage.

Nina er en sød og omgængelig pige, som er faldet godt ind med de faste spillere på holdet. Vi håber mange vil lægge vejen forbi sa-hallen, og give hende en varm velkomst, og at alle vil tage godt imod hende.

Kampen spilles kl. 13.30 i Skovlund Ansager Hallen.

vist 986 gange