torsdag 12 nov 2015 - Oksbøl
Oksbøls okser afsløres fredag
Lille udsnit af Oksbøls nye skulptur
Lille udsnit af Oksbøls nye skulptur Foto: Pressefoto
Skulpturen bliver byens iøjnefaldense vartegn og består af tre, tre meter høje okser af jern og aluminium

Varde Byråds Kunstudvalg har i flere år arbejdet med at få rejst en stedsspecifik skulptur ved den sydvestlige indfaldsvej til Oksbøl, og fredag d. 13. november kl. 15.30 afsløres så Marianne Seidenfadens skulpturgruppe ”Okser”.

Med afsæt i Oksbøls historiske betydning som oksedriverby og med levn heraf i navnet Oksbøl, er det et naturligt valg at lade stude med store horn pege i retning mod byen.

Skulpturgruppen består af tre stude skåret i tykke jernplader, der vil ruste og give et rødbrunt udseende. Pladerne er let bukkede, så de har lidt facon, især over skuldrene. De store horn er emaljerede i aluminium.

De tre meter høje okser placeres på skråningen i det store vejkryds Blåvandvej/ Strandvejen.  De fremtræder markante i det store landskabsrum og vil byde på en anderledes oplevelse for de mange forbipasserende på vej til turistlandet.

Lisbet Rosendahl vil som formand for Kunstudvalget holde indvielsestalen suppleret af Erhardt Juul, der har været med til at fremme den lokale opbakning til projektet.

Kunstneren Marianne Seidenfaden vil også være til stede ved indvielsen. Det har taget et halvt år at producere de tre okser.  

Karsten Madsen

vist 209 gange