søndag 23 aug 2015 - Ansager
Rundkørslen i Nørregade gentilplantet
Rundkørslen ved Nørregade gøres klar inden Mariefestival
Rundkørslen ved Nørregade gøres klar inden Mariefestival Foto: Karsten Madsen
Jorden i rundkørslen er skiftet og nye planter skal underbygge præget af natur

I nogen tid har vi i gruppen Byrum diskuteret rundkørslens tilstand. En del planter var døde, og andre mistrivedes, så der efterhånden var lang afstand mellem planterne i nogle bede og dermed bedre betingelser for ukrudt. Rundkørslen er efter min mening landets smukkeste, og for at bevare præget af natur i rundkørslen besluttede vi at rykke de levende planter sammen og plante nye i de tomme bede. Idéen er, at planterne skal dække jorden og stort set kunne passe sig selv, og at man til enhver tid mødes af noget grønt og blomster af forskellig slags. For at alle planter skal komme til deres ret, placeres de mindste ved bunden og større og større planter opad mod toppen med de højeste planter. Halvdelen af jorden blev det besluttet at udskifte i håb om bedre trivsel af planterne.

I dag har 5 mand i 3½ time aset på rundkørslen, skiftet jord, plantet, vandet og renset, så den kan stå klar til at modtage en masse gæster om et par uger. Den nye jord er sponseret af Lars Dahlmann.

Vi har en del jern i ilden for at gøre byen klar til festivalen; men vi kan godt bruge folks egne jern i form af rensning af fortove, lidt blomster og på selve festivaldagene flag i flagstængerne langt ud på landet i alle retninger fra Ansager såvel som i byen.

Erik Jessen

vist 974 gange